Hvad sker der, når du får en arbejdsskade?

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelser om anerkendelse, mén og tab af erhvervsevne. Her kan du se hvordan det typisk foregår, når vi behandler en arbejdsskade.

Du kommer ud for en ulykke på dit arbejde eller bliver syg på grund af dit arbejde

Når du kommer ud for en ulykke på dit arbejde, har din arbejdsgiver pligt til at anmelde din arbejdsulykke. Anmeldelsen sendes til det forsikringsselskab, din arbejdsgiver har tegnet forsikring hos.

Forsikringsselskabet behandler selv de mindre alvorlige ulykker. Hvis din ulykke er mere alvorlig, sender de sagen videre til os i AES.

Det betyder, at mange ulykker slet ikke anmeldes til os mhp. behandling, men afsluttet af forsikringsselskabet.

I de tilfælde hvor du er blevet syg på grund af en længerevarende belastning ex. længere end 5 dage, er det din læge, speciallæge eller tandlæge, der har pligt til at anmelde direkte til os.

I disse sager er det os i AES, der behandler alle sagerne.

Hvad skal du gøre? 

Normalt skal du ikke selv gøre noget for at anmelde din skade. I helt særlige tilfælde kan du selv eller andre anmelde din arbejdsskade direkte til os. Det kan fx være, hvis arbejdsgiveren ikke ønsker at anmelde skaden, eller hvis virksomheden ikke eksisterer længere eller er gået konkurs.

Når din arbejdsgiver har anmeldt din arbejdsulykke, vil du automatisk modtage en kvittering sammen med en kopi af anmeldelsen som Digital Post. Du skal sikre dig, at anmeldelsen er korrekt og at den indeholder de rigtige oplysninger. Hvis du opdager en fejl i anmeldelsen, skal du tale med din arbejdsgiver, som efterfølgende skal rette og gensende anmeldelsen.

Afgørelse om anerkendelse

AES begynder at behandle din sag

Når AES modtager anmeldelsen, sender vi et kvitteringsbrev til dig som Digital Post.

Hvad skal du gøre? Du behøver ikke at gøre noget. Hvis du ikke ønsker, at vi skal behandle sagen, skal du give os besked om det.

 

 

Vi indsamler oplysninger om, hvad der er sket

Allerførst skal vi undersøge, om din ulykke eller sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade. Det gør vi ved at indsamle oplysninger om, hvordan skaden eller sygdommen er opstået. Fx spørger vi din arbejdsgiver og din læge. Normalt sender vi dig også et spørgeskema, du skal svare på.

Først når vi har alle oplysningerne, kan vi vurdere, om din ulykke eller sygdom, kan anerkendes som en arbejdsskade.

Hvad skal du gøre? Du skal svare på spørgeskemaet og sende det til os hurtigst.

Sagens parter giver sine kommentarer

Når vi har indsamlet oplysningerne, skal du, din arbejdsgivers forsikringsselskab og nogle gange din arbejdsgiver have mulighed for at give sine kommentarer til sagens oplysninger (det kaldes en partshøring).

Enten - Sagen kan ikke anerkendes

Du får en afgørelse fra os med en begrundelse for, hvorfor din sag ikke kan anerkendes.

Hvis din sag ikke kan anerkendes betyder det, at din ulykke eller sygdom ikke opfylder lovens betingelser for til at være en arbejdsskade.

Det betyder ikke, at vi ikke tror på, at du har været udsat for en ulykke eller er blevet syg.

60 % af de ulykker eller sygdomme, der bliver anmeldt til os, bliver ikke anerkendt som arbejdsskader, fordi lovens betingelser ikke er opfyldt.

Hvad skal du gøre? Hvis du ikke er enig i vores afgørelse, kan du klage over den. Fristen for at klage er normalt 4 uger.

Eller - Vi vurderer, at du har en arbejdsskade

Du får en afgørelse fra os med en begrundelse for, hvorfor din skade eller sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade. 

Vi undersøger herefter, om du skal have erstatning på grund af din arbejdsskade.

Hvad skal du gøre? Du behøver ikke gøre noget, før du hører fra os.

Afgørelse om mén

Vi indsamler oplysninger, når din helbredstilstand er stabil

Vi kan først vurdere dit varige mén, når din behandling er afsluttet og din arbejdsskade ikke udvikler sig mere – dvs. hverken bliver værre eller bedre. I nogle tilfælde kan det tage længere tid fx ved hjernerystelse eller efter en operation.

Det tager typisk seks til ni måneder, før en skade er stabil. Du får et brev, hvis vi udsætter din sag, mens vi venter på, at din tilstand bliver stabil.

Når din tilstand er stabil, henter vi nye oplysninger fra din læge og eventuelt en speciallæge. Vi kan fx bede dig om at få udfyldt en lægeerklæring, eller vi henter oplysninger fra de læger eller hospitaler, som har behandlet dig.

Hvad skal du gøre? Du skal huske at fortælle os, hvis du skal til undersøgelse eller opereres – vi får nemlig ikke automatisk besked.

Vi afgør din godtgørelse for varigt mén

Du får en afgørelse, når vi har vurderet dit varige mén. I afgørelsen står der begrundelsen for, at vi anerkender din ulykke eller sygdom som en arbejdsskade, og om du skal have godtgørelse for dit varige mén.

Man kan få godtgørelse for mén, hvis man har permanente helbredsgener på grund af skaden, og det varige mén er på mindst 5 %.

Det betyder, at du godt kan få anerkendt en arbejdsskade uden at få godtgørelse (hvis dit mén er under 5 %).

Hvad skal du gøre? Hvis du ikke er enig i vores afgørelse, kan du klage over den.

Vi tager stilling til, om du kan få uddannelsesgodtgørelse

Hvis du har et varigt mén på mindst 10% fra én eller flere arbejdsskader, tager vi stilling til, om du er i målgruppen for uddannelsesgodtgørelse. Hvis du er det, sender vi dig et brev, hvor vi spørger, om du er interesseret i at tage en uddannelse.

Læs om forløbet for uddannelsesgodtgørelse på borger.dk. 

Hvad skal du gøre? Hvis du vil undersøge, om uddannelsesgodtgørelse er relevant for dig, skal du give os besked. Hvis du har fået et brev fra os, hvor vi spørger dig, om du er interesseret i at tage en uddannelse, skal du svare på linket i brevet. Hvis du ikke har modtaget et brev om uddannelse fra os, kan du ringe til os på 72 20 60 00. 

Afgørelse om tab af erhvervsevne

Vi indsamler oplysninger om din jobsituation før og efter arbejdsskaden

Hvis din skade er så alvorlig, at du ikke kan tjene det samme som før på grund af arbejdsskaden, indsamler vi forskellige oplysninger om din løn og dine arbejdsopgaver før og efter skaden.

Vi henter oplysninger fra dig og din(e) arbejdsgiver(e) og måske fra kommunen, hvis du fx er sygemeldt.

Hvad skal du gøre? Du skal huske at fortælle os, hvis din jobsituation ændrer sig. Det kan fx være du får et nyt arbejde, begynder på en uddannelse eller får et fleksjob.

Vi afgør din erstatning for tab af erhvervsevne

Du får en afgørelse, når vi har vurderet dit tab af erhvervsevne. I afgørelsen står begrundelsen for, om du skal have erstatning for tab af erhvervsevne på grund af arbejdsskaden.

Man kan få erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden betyder, at man ikke kan tjene det samme som før. Man kan få erstatning, når erhvervsevnen er nedsat med mindst 15 %.

Hvis konsekvenserne af din arbejdsskade ikke er helt afklaret, kan vi træffe en midlertidig afgørelse. Det kan være tilfældet, hvis du har et midlertidigt fleksjob, er i arbejdsprøvning eller i gang med revalidering.

Du får en endelig afgørelse, når det er klart, hvad arbejdsskaden betyder for din jobsituation. Det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager.

I ca. 4 % alle de sager, der anmeldes til os, ender borgeren i en jobsituation, hvor man skal have erstatning for tab af erhvervsevne.

Hvad skal du gøre? Hvis du ikke er enig i vores afgørelse, kan du klage over den. Fristen for at klage er normalt 4 uger..