Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

12. september 2006

I februar afsagde Højesteret dom i en sag. Dommen betyder, at mere end 7.500 sager skal behandles igen for at vurdere, om de tilskadekomne kan få mere i erstatning.

Dommen kunne godt vække en del bekymring hos de personer, der enten havde deres sag til behandling, eller som dagligt arbejdede sammen med Arbejdsskadestyrelsen.

”Vi havde i forbindelse med Højesterets dom i februar om tilskadekomne under revalidering fortalt vores medlemmer, at dommen vil føre til travlhed i styrelsen, og at de nok skulle være indstillet på ventetid, fordi der nu er kommet mere end 7.500 ekstra sager. Og det kunne de godt forholde sig til,” siger Hanne Tøgersen, formand i LFA, Landsforeningen For Arbejdsskadede.

Men et halvt år efter dommen er sagsbehandlingstiden alligevel reduceret generelt. Faktisk er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid blevet reduceret med cirka 1½ måned i løbet af 2006.

Kortere behandlingstid
Den kortere behandlingstid kan også mærkes hos Arbejdsskadestyrelsens samarbejdspartnere. Hos LFA, kan man godt mærke, at udviklingen går i den rigtige retning.

”Vi har helt klart kunnet mærke, at der er sket en nedgang i sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen gennem de sidste par år. Vi får flere tilbagemeldinger end tidligere fra vores medlemmer om positive kortere arbejdsskadeforløb, men der er stadig lang vej igen, før det bliver helt optimalt for de arbejdsskadede,” siger Hanne Tøgersen.

Generelt flere sager i Arbejdsskadestyrelsen i 2006
Højesteretsdommen betød flere sager, men derudover er der kommet otte procent flere arbejdsskadesager end i samme periode i 2005. Fortsætter udviklingen, vil Arbejdsskadestyrelsen skulle behandle mere end 60.000 sager i 2006.

Særlig indsats mod langvarige sager
Selv om den samlede behandlingstid er på vej ned, så er der stadigvæk masser at gå i gang med i styrelsen. Antallet af sager, der ikke er blevet færdigbehandlet inden for to år, er nemlig steget.

”Vi har stadig tilskadekomne, der har måttet vente i mere end to år på at få deres sag behandlet. Og vi er fast besluttet på at få reduceret antallet af disse sager inden årsskiftet. For at nå vores mål har vi blandt andet ansat et stort antal nye medarbejdere,” siger Anne Lind Madsen, der er direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

Selv om sagsbehandlingstiden er på vej ned, så er antallet af afgørelser fra Ankestyrelsen, der går imod Arbejdsskadestyrelsen, ikke steget. Ankestyrelsen omgjorde cirka 1 procent af de 115.000 afgørelser, som Arbejdsskadestyrelsen afgjorde i 2005.

Yderligere information:
Kommunikationsmedarbejder Vibeke Møller 39177782 

 

Denne side er senest ændret den 12. november 2009