Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

1. juni 2007

120.000 danskere kan nu følge behandlingen af deres arbejdsskadesag på Internettet. Med en digital signatur kan man via Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside klikke sig ind på sin sag og se, hvordan sagsbehandlingen skrider frem. 

Indtil videre dækker den digitale aktindsigt – i daglig tale kaldet ’Se sag’ – alle sager, der er anmeldt siden 1. januar 2004. Det er dog Arbejdsskadestyrelsens mål, at alle sager helt tilbage fra 2000 med tiden skal være tilgængelige via nettet.

”Den digitale aktindsigt er et supplement til aktindsigt i papirform – en service vi selvfølgelig stadig yder. Men flere og flere af de tilskadekomne bruger nettet flittigt. Derfor synes vi det var oplagt at tilbyde den hurtige, digitale mulighed for at følge sagsbehandling frem for, at de skal bede om at få sagens akter sendt i papirform,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

Den næste fase af projektet med digital aktindsigt er også på bedding. Den fase åbner for, at fagforeninger, forsikringsselskaber og advokater kan gå ind og se de sager, som de har fuldmagt til.

”For os er ’Se sag’-projektet en mulighed for at gøre sagsbehandlingen mere gennemsigtig og dermed styrke både kommunikationen og samarbejdet med de involverede parter omkring en sag,” siger Anne Lind Madsen.

Få adgang til ’Se sag’.

Få en Digitale signatur.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne: 26 97 15 32

Denne side er senest ændret den 11. november 2009