Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Flere tusinde arbejdsskadesager og historiske dokumenter tilbage fra 1. Verdens krig skifter i dag hjem fra Arbejdsskadestyrelsens arkiv til Statens Arkiver.

I Arbejdsskadestyrelsens underjordiske arkiv bliver over 1 million arbejdsskadesager opbevaret på 1.600 kvadratmeter, men et lille udsnit af dem er netop sendt til Statens Arkiver. Det drejer sig om godt 13.000 sager, størstedelen arbejdsskadesager og personlige erstatningssager fra 1980 til 1990.

”Som offentlig myndighed har Arbejdsskadestyrelsen pligt til at bidrage til indsamlingen af historiske dokumenter, og hvert tiende år udvælger og sender vi derfor et antal sager til Statens Arkiver. Flytningen af de mange arbejdsskadesager er mere end blot en oprydningsøvelse. Det er en vigtig begivenhed, fordi forskere gennem sagerne får mulighed for at dykke ned i den historiske udvikling på arbejdsskadeområdet,” siger direktør for Arbejdsskadestyrelsen, Anne Lind Madsen.   
 
Sager fra 1. verdenskrig
Udover sager fra 1980’erne har statens arkiver også modtaget en række meget gamle dokumenter. Det drejer sig dels om forhandlingsprotokoller og journalprotokoller fra 1898, dels om dokumenter om krigs- og fredsinvalider. De sager hører ind under en gammel dansk lov, der blandt andet dækkede dem, som kom til skade i 1. verdenskrig samt deres efterladte. Den sidste af de sager er nu lukket, og derfor bliver sagerne sendt til Statens Arkiver.

Danskerne har været forsikret af en arbejdsskadelov i mere end 110 år, idet Christian den Niende underskrev den første ulykkesforsikringslov i januar 1898. Den 1. april samme år blev Arbejderforsikringsrådet – der mange år senere blev til Arbejdsskadestyrelsen – etableret.


Dokumenter fra 13.000 arbejdsskadesager og personlige erstatningssager fra 1980 til 1990 blev i går kørt fra Arbejdsskadestyrelsens arkiv til Statens Arkiv. Dermed er dokumenterne blevet tilgængelige for fremtidig forskning. Foto: Arbejdsskadestyrelsen

Denne side er senest ændret den 16. december 2011