Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

En check på 15.000 kroner og faglig selvtillid er resultatet af en vellykket fagprøve for to kontorelever fra Arbejdsskadestyrelsen. Onsdag eftermiddag modtog Paw Madvig og Kristian Hesseldahl som de første HK/Stat’s fagprøvepris 2012.

Prisen uddeles til kontorelever i staten og gives for fagprøver, som har relevans for den arbejdsplads, eleven har været på, og som har en nytænkende tilgang til sit emne.

Paw Madvig og Kristian Hesseldahls fagprøve handler om opbygningen af et nyt, brugerdrevet og socialt informationssystem, der særligt er tiltænkt Arbejdsskadestyrelsens HK’ere. I begrundelsen fra HK lyder det, at de to elever har skrevet en ambitiøs og relevant fagprøve, der udmærker sig ved at have en særdeles nytænkende og kreativ tilgang til, hvordan et nyt informationssystem kan tænkes.

”Jeg fik allerede idéen efter halvanden måned i Arbejdsskadestyrelsen. Jeg er ret IT-interesseret, og det har altid været en stor del af mit liv. Samtidig er det sjovt at se, hvad man kan opnå gennem udnyttelse af IT,” siger Paw Madvig, der for tiden er udstationeret i Arbejdsskadestyrelsens Center for Arbejdsskader i Nuuk i Grønland.

De to elever indkasserede henholdsvis karaktererne 12 og 10 for deres opgave, før de vandt fagprøveprisen i skarp konkurrence med 28 andre indstillede opgaver fra HK-elever i staten.

I Arbejdsskadestyrelsens ledelse skaber de to kontorelevers præstation begejstring.

”Jeg er naturligvis stolt over, at vores elever udmærker sig så flot. For os er det vigtigt, at eleverne bliver udfordret og får det maksimale ud af deres tid i Arbejdsskadestyrelsen, så de er klar til at være en væsentlig bidragsyder på arbejdsmarkedet fremover,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.


Denne side er senest ændret den 11. juni 2012