Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan afgive en vejledende udtalelse om varigt mén, erhvervsevnetab og stationærtidspunkt som følge af en skade. Det er den, der anmoder om en vejledende udtalelse, som bestemmer, hvad udtalelsen skal omfatte.

Varigt mén:

Erstatning for varigt mén er godtgørelse for en personskades varige fysiske og/eller psykiske følger. Bestemmelsen om erstatning for varigt mén findes i EAL § 4. Vurderingen af det varige mén er den samme, uanset om skaden vurderes efter erstatningsansvarsloven, eller arbejdskadesikringsloven.

Det varige mén fastsættes efter en vurdering af skadens følger og omfatter de fysiske og/eller psykiske gener, som skaden medfører. Varigt mén vurderes ved at fastsætte en méngrad. Méngraden er det samme som den medicinske invaliditetsgrad.

Erstatning for varigt mén gives, når méngraden er 5 procent eller mere. Méngraden kan som udgangspunkt maksimalt udgøre 100 procent, men i særligt alvorlige tilfælde kan méngraden fastsættes til 120 procent. Méngrader op til 20 procent bliver fastsat enten som "mindre end 5", 5, 8, 10, 12, 15, 18 eller 20 procent. Over 20 procent bliver méngraden fastsat med et interval på 5 procent, det vil sige som 25, 30, 35... og så videre. Der bliver ikke fastsat méngrader mellem 100 og 120 procent.

Ved vurderingen af méngraden indgår begrænsninger i den daglige livsførelse, som skaden medfører. Forbigående gener kan ikke medføre et varigt mén. Det er de rent medicinske varige følger efter skaden, der ligger til grund for fastsættelsen af méngraden.

Méngraden fastsættes med udgangspunkt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel. Méntabellen omfatter de mest almindelige skadesfølger. Udgangspunktet er, at en skade i almindelighed antages at ramme enhver person lige hårdt uafhængigt af den pågældende persons erhvervsuddannelse, alder med videre.

Hvis en skade medfører begrænsninger i de erhvervsmæssige forhold, indgår disse ikke i vurderingen af méngraden. Erhvervsmæssige begrænsninger på grund af en skade indgår ved vurderingen af erhvervsevnetab.

Fastsættelsen af méngraden sker på baggrund af relevante lægelige oplysninger om skadens følger. De lægelige oplysninger er ofte speciallægeerklæringer og journaloplysninger fra hospitaler, hvor den tilskadekomne er behandlet. Oplysninger fra den tilskadekomnes egen læge kan være relevante.

Det er en betingelse for at kunne fastsætte méngraden, at helbredstilstanden efter skaden har nået stationærtidspunktet, hvilket vil sige, at skadesfølgerne ikke længere kan forventes at blive bedre.

Fastsættelsen af méngraden sker udfra en lægelig vurdering og i samarbejde med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings lægekonsulenter inden for det eller de lægelige specialer, som skaden hører under.
Fastsættelsen af méngraden sker med udgangspunkt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel.
Du kan eventuelt også prøve at bruge Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings ménberegner til at udregne størrelsen på et varigt mén.

Forudbestående lidelser/skader:

Er der tale om, at en skade sker på et område, der allerede er varigt helbredsmæssigt forringet, tager vi ved fastsættelsen af méngraden højde herfor. I sådanne tilfælde er méngraden et udtryk for den del af den samlede helbredsmæssige forringelse, som tilskrives skaden. Der bliver kun fradraget i den samlede méngrad, såfremt den forudbestående skade/lidelse var symptomgivende før skadestidspunktet eller, hvis der foreligger en sikker prognose for, at den forudbestående skade/lidelse ville have givet symptomer, selvom skaden ikke var sket.

Et eksempel på fradrag for forudbestående lidelser/skade er, at en person med stærkt nedsat hørelse på det ene øre mister resten af hørelsen på øret.

I andre situationer, hvor en skades medicinske følger bliver større på grund af, at den tilskadekomne allerede har en invaliditet, handicap eller lidelse, kan der i nogle tilfælde blive tale om at fastsætte en højere méngrad end den, der umiddelbart vil blive fastsat efter méntabellen.

Eksempelvis vil tabet af en tommelfinger blive vurderet højere, hvis den tilskadekomne i forvejen mangler andre fingre.

Der er dog tilfælde, hvor det af forsikringsbetingelserne fremgår, at en i forvejen eksisterende invaliditet eller lidelse ikke kan bevirke, at méngraden fastsættes højere end, hvis en sådan invaliditet eller lidelse ikke eksisterede. Her vil méngraden for en mistet tommelfinger ikke blive fastsat højere end efter méntabellens satser.

Méntabellen:

Til brug for vurdering af méngraden har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udarbejdet en vejledende méntabel. Méntabellen omfatter de mest sædvanlige skadesfølger og er udarbejdet på baggrund af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings praksis. Når vi vurderer en skades følger, tager vi udgangspunkt i méntabellen, også selv om der er tale om en skade, som ikke direkte er omtalt i méntabellen. I sådanne tilfælde bliver méngraden fastsat skønsmæssigt ud fra vores praksis i lignende sager.

Méntabellen er en normaltabel, hvilket vil sige, at den kan fraviges både i opadgående og nedadgående retning, når der foreligger særlige forhold.

Det er den méntabel, som gælder på tidspunktet, hvor udtalelsen afgives, der som udgangspunkt er grundlaget for fastsættelsen af méngraden. Dette gælder uanset, at skaden skete på et tidspunkt, hvor en anden méntabel var gældende. En undtagelse herfra er de tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tidligere har vurderet skadens følger. I sådanne tilfælde vil méngraden kun blive ændret, hvis der er tale om en ændring af skadesfølgerne, og ikke fordi der eventuelt er sket ændringer i méntabellens satser.

Méntabellen ændres, når den lægelige udvikling og/eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings praksis medfører, at der er behov for det.

Se Méntabel

Stationærtidspunkt:

Stationærtidspunktet anvendes ved beregning af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte (EAL §§ 2 og 3).

Stationærtidspunktet bliver sat til en dato, som kan være konkret eller skønsmæssigt begrundet. Et skønsmæssigt fastsat stationærtidspunkt bliver vurderet ud fra skadens art og omfang og den lægelige erfaring.

Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor det må antages, at der ikke længere indtræder en blivende bedring af skadens følger. Når stationærtidspunktet indtræder, kan de varige følger efter skaden vurderes.

Oplysninger om behandlinger og effekten heraf indgår i vurderingen af stationærtidspunktet. Hvis den tilskadekomne har genoptaget sit arbejde, kan dette tidspunkt i det omfang, det efter en lægelig vurdering har sammenhæng med tidspunktet for bedringen af helbredstilstanden, indgå i fastsættelsen af stationærtidspunktet.

Er der tale om meget langvarige eller gentagne behandlingsforløb, er stationærtidspunktet som udgangspunkt ved ophøret af det primære behandlingsforløb. En undtagelse herfra er, at efterfølgende behandlingsforløb, eksempelvis operationer, har medført en væsentlig varig bedring af helbredstilstanden. Det betyder som udgangspunkt, at det efterfølgende behandlingsforløb har medført, at det varige mén er blevet mindre.

Der kan godt være behov for lindrende og vedligeholdende behandlinger selvom stationærtidspunktet er indtrådt.

Se Vejledning om stationærtidspunkt.

Erhvervsevnetab:

Erstatning for tab af erhvervsevne er en økonomisk kompensation for den varige lønnedgang, som skyldes skadens følger (EAL § 5). Skadens følger skal varigt have nedsat den tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, enten ved samme arbejde som før skaden eller ved andet arbejde, som med rimelighed kan forventes af den tilskadekomne. Der skal som udgangspunkt være tale om et tab af den faktiske erhvervsevne, som den tilskadekomne havde på tidspunktet, hvor skaden skete.

Vurderingen af erhvervsevnetabets omfang sker ved fastsættelsen af en erhvervsevnetabsprocent. Erstatning for tab af erhvervsevne gives, når erhvervsevnetabet er 15 procent eller mere. Den fastsatte erhvervsevnetabsprocent er altid delelig med 5.

Der er som udgangspunkt tale om en sammenligning af den tilskadekomnes erhvervsmæssige forløb før tilskadekomsten med det erhvervsmæssige forløb efter tilskadekomsten. I vurderingen indgår hvad den tilskadekomne tjente før skaden, og hvad den tilskadekomne måtte antages at kunne have tjent fremover, hvis skaden ikke var sket.

Er andre forhold end skadens følger medvirkende til, at den tilskadekomnes erhvervsevne er nedsat, bliver der taget højde for dette i erhvervsevnetabsvurderingen. Det kan være forhold opstået før eller efter, at skaden er sket. Eksempelvis kan der være tale om andre skader, lidelser, sygdomme eller personlige og sociale forhold, som ikke skyldes den skade, der er under vurdering. Hvis sådanne forhold må antages varigt at nedsætte den tilskadekomnes erhvervsevne uanset, at skaden ikke var sket, vil der blive trukket fra for dem i erhvervsevnetabsvurderingen.

Vurderingen sker på baggrund af oplysninger om den tilskadekomnes erhvervsmæssige forhold før og efter skaden. Det kan eksempelvis være skatteoplysninger, lønoplysninger og oplysninger fra den tilskadekomnes nuværende og/eller tidligere arbejdsgiver(e).

De erhvervsmæssige begrænsninger, der skyldes skadens følger, indgår i vurderingen. Der kan eksempelvis være tale om, at den tilskadekomne har måttet sætte arbejdstiden ned, eller at der er sket ændringer i arbejdsopgaverne på grund af skadens følger. Der kan også være tale om, at der skal tages særlige hensyn til den tilskadekomne i udførelsen af arbejdet, for eksempel fritagelse for tunge løft og lignende.

Ved vurderingen af erhvervsevnetabet for personer, der på skadestidspunktet modtog arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp indgår, om den tilskadekomne må antages at ville have fået arbejde på normale vilkår, hvis skaden ikke var sket, og om vedkommende efter skaden er dårligere stillet erhvervsmæssigt end før. Der kan for eksempel være tale om, at den tilskadekomne efter skaden kun står til begrænset rådighed for arbejdsmarkedet eller står til rådighed med skånehensyn. I vurderingen kan det også indgå, hvor længe før skaden, at den tilskadekomne har modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.

Er den tilskadekomne tilkendt førtidspension før skaden sker, indgår det i vurderingen af erhvervsevnetabet, om vedkommende har haft lønnet arbejde ved siden af pensionen. Vurderingen af erhvervsevnetabet er i sådanne tilfælde en vurdering af eventuelt yderligere tab af den i forvejen reducerede erhvervsevne. Hvis den tilskadekomne ikke har haft lønnet arbejde ved siden af pensionen, er der som udgangspunkt ikke et erhvervsevnetab.

Får den tilskadekomne tilkendt førtidspension efter skaden, indgår dette i vurderingen af erhvervsevnetabet. Vi foretager dog vores egen vurdering af erhvervsevnetabet og er ikke bundet af pensionsmyndighedernes vurdering, da der er tale om forskellige regler i henholdsvis lov om social pension og erstatningsansvarsloven. I sådanne tilfælde indhenter vi oplysningerne fra pensionssagen, og disse indgår i vurderingen af erhvervsevnetabet på lige fod med de øvrige erhvervsmæssige og økonomiske oplysninger.

Børn, unge og hjemmearbejdende ægtefæller, der kommer til skade, og som ikke eller kun i begrænset omfang bruger deres erhvervsevne til erhvervsarbejde, er omfattet af EAL § 8, når det drejer sig om erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tager ikke stilling til, om den tilskadekomne er omfattet af bestemmelsen i EAL § 8.

Denne side er senest ændret den 04. marts 2016