Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.


skader sket 1. januar 2004 eller senere
3. februar 2004 - HISTORISK

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovgrundlag

2. Betingelser for at anerkende en ulykke

2.1. Årsagsforbindelse

2.2. Bevis

2.3. Diagnosen og skaden

2.4. Forudbestående skader og sygdomme

2.5. Tidsmæssig afgrænsning mellem ulykke og erhvervssygdom

2.5.1. Skader efter kortere påvirkninger

3. Særligt om skadetyper

3.1. Skader uden kendt årsag

3.1.1. Meniskskader

3.1.2. Rygskader

3.1.3. Skader på sener og muskler

3.1.4. Akillessenebristning

4. Særligt om hændelser og påvirkninger

4.1. Mindre påvirkninger

4.2. Løfteskader

4.2.1. Løft eller træk i opadgående retning – genstande

4.2.2. Løft og håndtering af personer

4.3. Gribeskader

4.4. Nedspring/træde ned

4.5. Faldskader

4.6. Skader som følge af private forhold

4.7. Psykiske skader

1.   Indledning

Denne vejledning er skrevet af Arbejdsskadestyrelsen for at fastlægge praksis om anerkendelse af ulykker efter lov om arbejdsskadesikring.

Vejledningen er først og fremmest skrevet til vores medarbejdere, men er også udformet så fagforeninger, forsikringsselskaber og andre kan anvende den.

Vejledningen skal være en hjælp til behandling af sagerne og skal give en forståelse af kravene til sammenhængen mellem en hændelse eller en påvirkning og en skade.

1.1. Lovgrundlag

Reglerne for anerkendelse af ulykker sket 1. januar 2004 eller senere fremgår af lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring, § 5 og § 6. Loven er trådt i kraft den 1. januar 2004.

§ 5. Ved arbejdsskade i denne lov forstås ulykke, jf. § 6, og erhvervssygdom, jf. § 7, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.

§ 6, stk. 1. Ved en ulykke forstås efter denne lov en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.

2. Betingelser for at anerkende en ulykke

Efter loven kan en arbejdsskade anerkendes som en ulykke, hvis en personskade er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage og er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.

Det betyder, at der skal være tale om

  • en personskade, altså en fysisk eller psykisk skade
  • at en hændelse eller påvirkning på arbejdet er årsag til skaden (årsagssammenhæng)
  • at hændelsen eller påvirkningen sker pludseligt eller inden for 5 dage
2.1. Årsagsforbindelse

Ved behandlingen af sagen foretager vi en konkret vurdering af, om der er årsagsforbindelse mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden.

Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden.

Til brug for vurderingen anvender vi følgende hjælpekriterier :

  • Biologisk naturlig og logisk forklaring på at skaden er opstået som følge af hændelsen eller påvirkningen (påvirkningen er egnet til at forårsage den anmeldte skade)
  • Belastningsforholdene
Biologisk naturlig og logisk forklaring (egnethed)

I dette indgår, at hændelsen eller påvirkningen har en sådan karakter og omfang, at det er sandsynligt, at skaden er opstået som følge af denne.

I den konkrete sag kan indgå en vurdering af, hvorvidt hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden, og dermed om den er årsag til den anmeldte skade.

Det er ikke altid klart, om en bestemt hændelse eller påvirkning er egnet til at medføre den anmeldte skade. Vi vil derfor i tvivlstilfælde anvende lægelig sagkundskab.

Eksempel 1:  Der er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at et fald fra 5 meters højde medfører et benbrud. Sagen vil derfor blive anerkendt som en ulykke.

Eksempel 2: Da en kontorassistent rejser sig fra en stol, får hun pludselig et smæld i ryggen. Der påvises efterfølgende en diskusprolaps i lænden.

Det at rejse sig fra en stol er ikke en påvirkning, der i sig selv er egnet til at medføre en diskusprolaps. Der er derfor ikke tale om en ulykke, og sagen afvises.

Belastningsforholdene

I denne vurdering indgår, om der er andre konkrete forhold, som kan medvirke til at gøre hændelsen eller påvirkningen egnet til at forårsage en skade.

Det kan eksempelvis være, hvis

  • arbejdsforholdene er akavede
  • hændelsen foregår hurtigt og forberedelse derfor er sværere
  • der er forhold som komplicerer forløbet

Eksempel 3: En plejer skal flytte en beboer på et toilet, hvor der er dårlige pladsforhold. Der er ikke plads til, at forflytningen kan foregå optimalt. Tilskadekomne får et knæk i ryggen under håndteringen af beboeren. De akavede forhold og belastningen gør, at påvirkningen er egnet til at medføre skaden. Sagen anerkendes derfor som en ulykke.

Eksempel 4: En 15 kilo tung kasse er ved at vælte. Tilskadekomne griber kassen, men har ikke tid til at forberede sig og står derfor ikke i en optimal arbejdsstilling. Tilskadekomne får et knæk i ryggen. Det hurtige og uventede forløb kombineret med kassens vægt betyder, at hændelsen er egnet til at medføre skaden. Sagen anerkendes derfor som en ulykke.

Eksempel 5: Under løft af en tung kasse med rørfittings forskubber indholdet sig. Kassen bliver derfor under løftet væsentligt tungere i den ene side. Tilskadekomne får derved et vrid i ryggen og efterfølgende smerter.

Skaden anerkendes som en ulykke, da forskubningen af indholdet giver en væsentligt ændret påvirkning under løftet, som er egnet til at give smerter i ryggen.

2.2. Bevis

Afgørelser træffes efter en undersøgelse og vurdering af sagens faktiske og retlige grundlag. Når det bevises, at faktum i den konkrete sag svarer til retsfaktum i arbejdsskadelovgivningen, udløses retsfølgen. Ved ulykker er retsfølgen anerkendelse.

Retsfaktum er de krav, der stilles til anerkendelse af en ulykke i love og praksis.

Efter almindelige erstatnings- og forsikringsretlige principper er det den, der rejser et erstatningskrav, som skal bevise eller sandsynliggøre, at vedkommende er erstatningsberettiget, det vil sige, at man har bevisbyrden. Det gælder også ved ulykker, hvor den tilskadekomne har bevisbyrden.  

Arbejdsskadestyrelsen har pligt til at indhente nødvendige oplysninger for at sikre, at   afgørelserne træffes på et tilstrækkeligt grundlag. Det følger af officialmaksimen, at vi skal undersøge faktum i den konkrete sag.  

Tilskadekomne medvirker ved sagens oplysning, eksempelvis ved at svare på spørgsmål eller ved at lade sig undersøge af en læge.

Hvis der er tvivl om hændelsen eller påvirkningen, forløbet eller sammenhængen med skaden, vil vi undersøge sagen nærmere. Vi kan eksempelvis bede tilskadekomne om at uddybe beskrivelsen af hændelsen eller påvirkningen. Vi kan også bede om navne på eventuelle vidner, supplerende lægelige oplysninger eller andet.

Hvis der efter vores undersøgelse er tvivl, om der er sket en skade, eller om der er årsagsforbindelse mellem en hændelse eller påvirkning og skaden, må vi afvise at anerkende.

Bevisbedømmelsen er en objektiv afvejning af de relevante beviser i sagen.

2.3. Diagnosen og skaden

Ved vurderingen af om der er årsagsforbindelse, sammenholder vi den beskrevne påvirkning eller hændelse med den anmeldte skade. Vi vil derfor normalt undersøge hvilken diagnose, der er tale om.

Hvis det er nødvendigt, indhenter vi lægelige journaler, skadestuerapport og lignende for at vurdere diagnosen.

Hvis der er flere diagnoser , anvender vi den eller de diagnoser, som er mest rigtig efter en lægefaglig vurdering.

Hvis sagen er afgjort med afvisning på én diagnose – eksempelvis en betændelsestilstand i knæets slimsæk (bursit) efter et nedspring – så vil spørgsmålet om anerkendelse sædvanligvis blive genoptaget , hvis der senere stilles en anden diagnose i stedet for den eller de først oplyste.  

Der kan være tilfælde, hvor der går nogen tid fra påvirkningens ophør, og til symptomerne på en skade opstår. En skade kan anerkendes, selvom symptomerne opstår nogen tid efter påvirkningen, hvis der er årsagsforbindelse mellem påvirkningen og skaden. Ved tvivl vil vi benytte lægelig sagkundskab.

2.4. Forudbestående skader og sygdomme

Forudbestående skader og sygdomme har ikke betydning for, om skaden kan anerkendes.

De kan kun have betydning ved fastsættelsen af et varigt mén og tab af erhvervsevne, da der kun gives godtgørelse og erstatning for følgerne efter arbejdsskaden.

I visse tilfælde vil vi trække fra i méngodtgørelsen og erstatningen for tab af erhvervsevne, hvis der har været forudbestående skader og sygdomme.

2.5. Tidsmæssig afgrænsning mellem ulykke og erhvervssygdom

Skader, der opstår som følge af kortere påvirkninger af op til 5 dage, kan anerkendes som ulykker.

Skader, som følge af påvirkninger på over 5 dage, vurderes efter reglerne om erhvervssygdomme.

For ulykker er der derfor en øvre grænse for påvirkningens varighed på 5 dage.

2.5.1. Skader efter kortere påvirkninger

Belastningens udstrækning i tid har betydning for vurderingen af, om påvirkningen kan anses for at være egnet til at påføre en skade.

Eksempel 6: En lagerarbejder, som kører frostvarer på plads i et kølerum med en temperatur på – 18 grader, får efter 2 timers arbejde forfrysninger i højre hånds fingre.

Sagen anerkendes , da arbejde i 18 graders frost er egnet til at medføre frostskader. Der er årsagsforbindelse mellem påvirkningen og skaden.

Der kan være tilfælde, hvor der går nogen tid fra påvirkningens ophør, og til symptomerne på en skade opstår. Skaden kan anerkendes, selvom symptomerne opstår senere end en påvirkning på op til 5 dage. Det er dog fortsat et krav, at påvirkningen har varet i højst 5 dage, og at der er årsagsforbindelse mellem påvirkningen og skaden. Ved tvivl vil vi benytte lægelig sagkundskab.

3. Særligt om skadetyper

I de fleste tilfælde er der en klar sammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden.

Vi anerkender langt de fleste sår, snit, stik, slag og brud, da der normalt ikke er problemer med at sandsynliggøre en årsagsforbindelse mellem skaden og en hændelse eller påvirkning på arbejdet.

Der er eksempelvis ikke tvivl om, at der er tale om en ulykke, hvis en slagter kommer til at skære sig selv i hånden med en kniv og derved får et sår.

Det er også klart, at der er tale om en ulykke, hvis en person falder ned ad en trappe og brækker armen.  

Eksempel 7: En professionel bokser får under en kamp et slag i hovedet, som giver ham en hjernerystelse.

Sagen anerkendes som en ulykke, da slaget er egnet til at medføre en hjernerystelse.

Det har ingen betydning, at tilskadekomne deltog i en sportsgren, hvor slag i hovedet er en del af udøvelsen af sporten.

Der findes dog visse former for skader, hvor det ikke er oplagt, at skaden skyldes hændelsen eller påvirkningen.  

3.1. Skader uden kendt årsag

Der er erfaring for, at nogle skader opstår spontant uden nogen kendt årsag, altså uden at kroppen er udsat for en større belastning, der kan forklare skaden.  

Nogle skader opstår som følge af mindre belastninger af kroppen. Der kan være tale om så små belastninger, at det ikke umiddelbart er klart, om hændelsen eller påvirkningen har været årsag til den konkrete skade, eller om den er opstået uden kendt årsag.

3.1.1.   Meniskskader

En skade på en menisk i knæet forudsætter sædvanligvis, at der har været en relevant belastning af knæet, der er egnet til at give en meniskskade. Det kan eksempelvis være en drejning i forbindelse med en strækning af knæleddet.

Eksempel 8: En skolelærer instruerer en gruppe elever i alpint skiløb, da hun falder. Bindingerne bliver ikke udløst i forbindelse med faldet, og hun ruller ned ad en 6 meter stejl skrænt med skiene på. Hun får derved et vrid i begge knæ og beskadiger menisken i begge knæ. Sagen anerkendes som en ulykke, da der er årsagsforbindelse mellem faldet og skaden.

Eksempel 9: En taxachauffør stiger ud af sin bil og går hen til bagdøren, som han åbner. Da han drejer lidt i knæet, får han pludselig smerter. Senere konstateres det, at han har fået en skade på menisken i højre knæ.

Sagen afvises, da den lette drejning i sig selv ikke er egnet til at medføre en skade på menisken.

3.1.2.   Rygskader

Normalt vil ryggen ikke kunne beskadiges, medmindre den er udsat for en relevant hændelse eller påvirkning.

Ved vores vurdering af, om skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen, sammenholder vi påvirkningen med diagnosen.

Eksempelvis kræver det normalt en særlig kraftig påvirkning at brække en ryghvirvel.

Eksempel 10: En lagerarbejder bliver påkørt af en gaffeltruck og får straks smerter i ryggen. Senere bliver der konstateret en diskusprolaps.

Sagen anerkendes , da påvirkningen, i form af et voldsomt stød i ryggen, er egnet til at medføre en diskusprolaps.

Eksempel 11: En landmandsvikar får et smæld i lænden efter en 30 minutters lang og hård assistance med at få en hest til at fole. Han foretager blandt andet en række seje træk i føllet.

Sagen anerkendes , da påvirkningen må anses for at have forårsaget smældet i lænden.

Eksempel 12: En narkoselæge må under en operation stå i en akavet arbejdsstilling i 3 timer, fordi operationsbordet ikke er højt nok. Under dette arbejde får han smerter i nakken og får senere konstateret en diskusprolaps i nakken.

Sagen afvises , da belastningen ved at stå i en akavet arbejdsstilling i 3 timer, ikke er egnet til i sig selv at medføre en diskusprolaps i nakken.

Et andet eksempel på en rygskade, som afvises, er beskrevet i eksempel 2.

3.1.3.   Skader på sener og muskler

Normalt vil en sene eller muskel ikke blive skadet, medmindre den er udsat for en relevant påvirkning.

Der er dog tilfælde, hvor omstændighederne ved situationen medfører, at en mindre påvirkning må anses for at være årsag til skaden. Det kan eksempelvis være akavede forhold.

Eksempel 13: En mand skal tage en taske på 8 kilo ud fra en bil med én hånd. Tasken står bagerst i bilen og skal løftes over en lille kant. Da tasken kommer ind til kroppen, får manden et smæld i håndleddet og taber tasken. Diagnosen er en fibersprængning i håndleddet.

Sagen anerkendes , da der er årsagsforbindelse mellem løftet af en byrde på 8 kilo i foroverbøjet stilling med udstrakt arm og fibersprængningen.

Eksempel 14: En stilladsarbejder falder ud over kanten på stilladset. Under faldet får han fat i siden på stilladset med højre arm og undgår derved at falde 2 meter ned. Han får straks smerter i armen. På skadestuen konstaterer man, at overarmssenen er bristet delvist.  

Sagen anerkendes , da påvirkningen i form af det kraftige træk, som han får ved at gribe fat, er egnet til at briste senen i overarmen delvist.

Eksempel 15: En idrætslærer deltager i en fodboldkamp med eleverne. Han løber med bolden mod målet, da en elev tackler ham. Han får derved et vrid i højre knæ og brister korsbåndet i knæet.

Sagen anerkendes som en ulykke, da der er en naturlig og logisk forklaring på, at korsbåndet i knæet brister i forbindelse med vriddet i knæet. Det har ingen betydning for vurderingen, om tacklingen var lovlig eller ej.

Eksempel 16: En mand arbejder med en kofanger til en bil. Kofangeren smutter fra ham, og han griber ud efter den, men får ikke fat i den. I forbindelse med dette får han et smæld i armen og brister en sene (bicepsruptur).

Sagen afvises , da der ikke er beskrevet en påvirkning, som i sig selv kan forårsage, at bicepssenen brister.

3.1.4.   Akillessenebristning

Bristning af akillessenen sker ofte hos personer, der er utrænede eller overtrænede, og ofte ved en meget lille påvirkning, eksempelvis et almindeligt afsæt eller et spring. At en akillessene brister er derfor ikke nødvendigvis en ulykke, forårsaget af arbejdets forhold. Derfor kræves det, at der kan påvises en relevant årsag til bristningen, for at skaden kan anerkendes som ulykke.

Eksempel 17: En maskinarbejder betjener en maskine, hvor en presse skal udløses med en fodpedal. Fodpedalen slår igen, og hun får et kraftigt slag mod sin venstre fod, hvorved venstre akillessene springer.

Sagen anerkendes, da påvirkningen, hvor fodpedalen giver et kraftigt slag mod venstre fod, må anses for at være en relevant årsag til, at senen brister.

Eksempel 18: En idrætslærer spiller badminton i forbindelse med undervisningen. Da han efter kampen er på vej ud i omklædningsrummet, springer akillessenen i højre ben.

Sagen afvises , da der ikke er en påvirkning af højre ben, som i sig selv er egnet til at medføre en sprængning af senen.

4. Særligt om hændelser og påvirkninger

I de fleste tilfælde er der en klar sammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden. Ved visse typer hændelser eller påvirkninger er der dog særlige forhold, som også indgår i vurderingen, hvis der er tvivl om årsagsforbindelsen.

Følgende afsnit beskriver nogle af de forhold, som indgår i vurderingen af bestemte hændelser eller påvirkninger.

4.1. Mindre påvirkninger

Udgangspunktet er normalt, at man ikke kan skade kroppen ved mindre påvirkninger, medmindre en anden påvirkning er indblandet. Hvis man alligevel har fået en skade, må denne være opstået uden kendt årsag og kan derfor ikke anerkendes som en ulykke.

Eksempel 19: En spiller får smerter i ryggen, da han hopper op efter en bold.

Sagen afvises , da rygskaden ikke kan anses for at være forårsaget af hoppet i sig selv.

Der er ikke en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at han får smerter i ryggen ved hoppet.

Omstændighederne i situationen kan dog tale for, at påvirkningen alligevel må anses for at være årsag til skaden. Det gælder særligt ved akavethed. Der henvises til afsnit 2.1. om belastningsforholdene.

Undvigemanøvrer kan anerkendes, hvis undvigemanøvren, og forholdene omkring den kan anses for at være årsag til skaden.

Hvis den tilskadekomne for eksempel har en byrde i hænderne samtidig med, at der foretages en undvigemanøvre, må det normalt antages, at det vil belaste kroppen yderligere at skulle overvinde byrdens vægt samtidig med, at der foretages en undvigemanøvre.

En hurtig bevægelse som følge af en overraskelse er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at hændelsen anerkendes som en ulykke. Men forholdene omkring bevægelsen kan gøre den så akavet, at det må anses at være årsag til skaden.  

Hvis der er tale om en bevægelse i normalt tempo, stilles der højere krav til akavethed omkring bevægelsen, for at en årsagsforbindelse er sandsynliggjort.

Eksempel 20: En plejer sidder på hug foran en beboer, som sidder ned. Beboeren spjætter med benene. Plejeren springer baglæns op for at undgå at blive ramt og får herved ondt i ryggen.

Sagen anerkendes . Selvom plejeren kun belaster kroppen med sin egen bevægelse, så sker det under akavede forhold, da hun sidder ned, og det sker for ikke at blive ramt af beboeren. Påvirkningen må derfor samlet anses for at være årsag til rygskaden.

Eksempel 21: En mekaniker står foroverbøjet og arbejder nede i motoren på en bil, da en kunde kører ind på værkstedet. For at gøre mekanikeren opmærksom på, at han er kommet, dytter kunden i hornet. Mekanikeren retter sig hurtigt op og får et smæld i ryggen.

Sagen afvises . At han hurtigt retter sig op er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at forårsage rygskaden.

4.2. Løfteskader

Ved løfteskader vurderer vi, hvilke påvirkninger, der har været ved løftet, og om disse er egnede til at medføre skaden. Der skal være årsagsforbindelse mellem påvirkningerne under løftet og skaden, for at skaden kan anerkendes som ulykke.

4.2.1. Løft eller træk i opadgående retning – genstande

Løfteskader og skader, der opstår ved håndtering af genstande, kan anerkendes ud fra en vurdering af:

  • Byrdens vægt
  • Byrdens form
  • Mulighederne for at håndtere byrden
  • Belastningsforholdene:
  • Løftet/håndteringen foregår under akavede forhold
  • Hændelsen foregår hurtigt, og forberedelse er derfor svær
  • Forhold som komplicerer forløbet

Det er afgørende for vurderingen, hvad der blev løftet, hvad det vejede, og under hvilke forhold, der blev løftet.

Hvis der er tale om et løft af en mindre byrde under optimale forhold, så taler det imod anerkendelse. Et løft af en mindre byrde under optimale forhold kan normalt ikke anses for at være årsag til eksempelvis en rygskade. Hvis der derimod er tale om en tungere byrde, der er svær at håndtere, og som skal løftes under akavede forhold, så taler det for anerkendelse.

Eksempel 22: En slagteriarbejder løfter en bred og tung kasse med kød og får et knæk i ryggen.

Sagen anerkendes , da påvirkningen i form af løft af en tung uhåndterlig kasse må anses for at være årsag til slagteriarbejderens knæk i ryggen.

Eksempel 23: En tjener bøjer sig for med begge hænder at løfte en let bakke fra en opvaskemaskine. Opvaskemaskinen står langt nede mod gulvet, og pladsen er trang. Da han løfter bakken, får han et smæld i ryggen.

Sagen afvises . Løftet af bakken, under lettere akavede forhold, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at forårsage rygskaden.

4.2.2. Løft og håndtering af personer

Løfteskader og skader, der opstår ved håndtering af personer, vil kunne anerkendes udfra en vurdering af:

  • Personens vægt og i hvilket omfang tilskadekomne har været påvirket af denne, herunder:
  • Hvilken legemsdel har tilskadekomne løftet hos personen?
  • Hvor stor hjælp har tilskadekomne fået af personen?
  • Var personen helt eller delvis lammet, besvimet eller lignende?
  • Belastningsforholdene:
  • Løftet/håndteringen foregik under akavede forhold
  • Hændelsen foregik hurtigt, og forberedelse var derfor svær
  • Andre forhold, som komplicerer forløbet

Den løftede eller håndterede persons vægt og belastningsforholdene indgår ved vurderingen af, om der er tale om en ulykke.

Eksempel 24: En hjemmehjælper skal hjælpe en tung klient med at komme højere op i sengen. Det er aftalt, at klienten selv skal hjælpe til ved at skubbe fra med benene. Hjemmehjælperen trækker herefter klienten højere op i sengen, men patienten skubber ikke fra som aftalt. Hjemmehjælperen trækker derfor patienten alene og får i det samme akutte smerter i ryggen.

Sagen anerkendes , da påvirkningen, i form af det tunge træk, er egnet til at forårsage rygskaden.

Eksempel 25: En dagplejer skal skifte ble på et barn, der er blevet lagt på et puslebord. Da hun løfter benene på barnet for at lægge bleen under barnets ende, får hun et smæld i ryggen.

Sagen afvises. Påvirkningen ved løftet er ikke i sig selv egnet til at medføre rygskaden.

4.3. Gribeskader

Denne type af hændelser dækker over situationer, hvor en person får fat i det, der gribes ud efter, eksempelvis en genstand, der falder ned.

Der er også tale om situationer, hvor en person er ved at tabe noget, men undgår at tabe det ved at gøre en hurtig bevægelse.

Hvis tilskadekomne får fat i det, der gribes ud efter, bliver der i vidt omfang tale om en vurdering svarende til løfteskader, blot med den forskel, at det at gribe en faldende genstand typisk vil medføre en større belastning, end hvis samme genstand skulle løftes.

Eksempel 26: En postarbejder griber en kasse på 20 kilo, der falder ned fra en hylde i 1 ½ meters højde. Hun får derved smerter i venstre arm og får på skadestuen konstateret en forstrækning af overarmsmusklen (biceps). Sagen anerkendes , da belastningen ved at gribe den 20 kilo tunge kasse er egnet til at medføre muskelforstrækningen.  

Eksempel 27: En bibliotekar er ved at sætte en mindre bog på plads i en reol 1 ½ meter oppe. Bogen er ved at falde ned, men hun griber den, inden den falder ned af hylden. Hun får derved smerter i skulderen. Hendes egen læge vurderer, at der er tale om en forstrækning af skulderen.

Sagen afvises , da påvirkningen ved at gribe en mindre bog ikke i sig selv er tilstrækkelig til at kunne forårsage forstrækningen i skulderen. Der er derfor ikke årsagsforbindelse mellem hændelsen og skaden.

Hvis tilskadekomne ikke får fat i det, der gribes ud efter, så er der tale om en mindre påvirkning af kroppen, og tilfældet bedømmes som beskrevet i afsnit 4.1.

4.4. Nedspring/træde ned

En skade opstået ved en forvridning af fod-, ankel- eller knæleddet under nedspring anerkendes normalt, da der er tale om en påvirkning i form af en forvridning, der må anses for at kunne forårsage en sådan skade.

Ved skader, som opstår ved at træde ned, vurderes det konkret, om påvirkningen kan anses for egnet til at medføre skaden.

Eksempel 28: En lastbilchauffør springer cirka 1 meter ned fra sit førerhus. I landingen forvrider han højre fod og brækker anklen.

Sagen anerkendes , da påvirkningen, i form af et spring fra 1 meters højde, hvor han lander og forvrider foden, må anses for at have forårsaget bruddet i anklen.

Eksempel 29: En chauffør hopper ned fra en ½ meter høj trailer og får et smæld i knæet, da han lander. Han lander ikke skævt og vrider ikke om på knæet. Egen læge stiller diagnosen betændelse i knæets slimsæk (bursit).

Sagen afvises , da nedspringet fra traileren ikke kan forårsage en bursit. Man kan ikke udvikle en irritationstilstand i form af betændelse i en slimsæk i knæet ved at springe ned.

4.5. Faldskader

Der er sædvanligvis årsagsforbindelse mellem et fald og en skade, hvorfor skader efter fald normalt vil blive anerkendt.

Eksempel 30: En kasseassistent snubler på vej hen for at hente plastikposer. Hun tager fra med hænderne. Hun får straks smerter i venstre håndled. På skadestuen finder de et brud på en knogle i hånden.

Sagen anerkendes , da påvirkningen ved at tage fra med hænderne ved faldet er egnet til at medføre bruddet på knoglen i hånden.

Der er imidlertid også tilfælde, hvor faldet skyldes besvimelse eller andre private forhold.

4.6. Skader som følge af private forhold

Ved private forhold forstås, at en persons egne forhold er årsag til hændelsen eller påvirkningen. Det kan eksempelvis være, hvis en person falder på grund af besvimelse, et epileptisk anfald eller et stift ben.

Eksempel 31: En kontorassistent besvimer og falder ned på det tæppebelagte gulv på sit kontor. Ved faldet slår tilskadekomne sit hoved ned i gulvet og får en let hjernerystelse.

Sagen afvises, da besvimelsen ikke skyldes forhold på arbejdet, men tilskadekomnes egne forhold. Følgeskaden, en hjernerystelse, er dermed heller ikke en følge af arbejdets forhold.

Arbejdet eller de forhold, arbejdet foregår under, kan imidlertid medføre en særlig risiko for at komme mere alvorligt til skade, end hvis tilskadekomne var faldet i private omgivelser.

Hvis det er tilfældet, kan skaden efter en konkret vurdering anerkendes som en ulykke.

Eksempel 32: En stilladsarbejder får et epileptisk anfald og falder 5 meter ned fra et stillads. Han brækker begge ben.

Sagen anerkendes. Selvom anfaldet skyldes private forhold, så medfører arbejdets forhold en særlig risiko for at komme alvorligere til skade, end hvis tilskadekomne var faldet hjemme.

Hvis en person kommer til skade, fordi han besvimer på grund af arbejdets forhold, eksempelvis ved et udslip af giftig gas, vil sagen blive anerkendt som en ulykke.

4.7. Psykiske skader

En psykisk skade anerkendes som en arbejdsulykke, hvis der er sket en voldsom psykisk påvirkning i op til 5 dage, eller hvis der har været en enkeltstående hændelse.

Følgende indgår i vurderingen af, om der er årsagssammenhæng:

  • Var der fare for menneskeliv (tilskadekomnes eller andres)
  • Blev tilskadekomne udsat for vold
  • Blev tilskadekomne truet, herunder
  • om tilskadekomne blev truet direkte eller indirekte
  • omfanget af truslen og
  • om der var en risiko for, at truslen ville blive ført ud i livet

Eksempel 33: En togfører ser en person blive kørt over af et modkørende tog. Han får derved en psykisk skade.

Sagen anerkendes , da der er årsagssammenhæng mellem den voldsomme psykiske påvirkning, hvor tilskadekomne ser en person blive kørt over af et tog, og det psykiske chok.

Eksempel 34: En bogholder overværer under et møde i arbejdsgiverens privatbolig, at flammer slår op fra firmaets værksted i umiddelbar nærhed af boligen. Bogholderen alarmerer brandvæsenet. Tilskadekomne er på intet tidspunkt i fare. Efter hændelsen bryder tilskadekomne sammen og modtager kriseterapi.

Sagen afvises , da påvirkningen ikke i sig selv er egnet til at forårsage den psykiske skade. Tilskadekomne var reelt ikke i fare.


Denne side er senest ændret den 08. juni 2009