Genoptagelse af afslag om erhvervsevnetab i fleksjobsager
Nogle tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob og har fået afslag på erstatning for tabt erhvervsevne, kan alligevel få erstatning for tab af erhvervsevne efter to domme fra Højesteret. Erstatningen forudsætter, at du opfylder kriterierne nedenfor, og at du søger om genoptagelse.
Hvad skal der til for, at du kan få genoptaget din afgørelse
Højesteretsdommene betyder, at du kan søge om genoptagelse, når alle nedenstående forhold er opfyldt:
- Du har modtaget afslag på erstatning for tab af erhvervsevne for en periode, hvor du var visiteret til fleksjob helt eller delvist som følge af en arbejdsskade.
- Din indtægtsnedgang var beregnet til at ligge mellem 5 og 15 %. (Dette kan du se i afgørelsen under afsnittet ”begrundelse” eller i afsnittet ”detaljeret beregning af din lønnedgang”).
- Arbejdsskaden, som var hel eller delvis årsag til visitation til fleksjob, er en arbejdsulykke sket den 1. januar 2006 eller senere, eller en erhvervssygdom anmeldt den 1. januar 2006 eller senere.
Du kan se, om du opfylder kriterierne for genoptagelse, ved at se i tidligere afgørelser i din sag på Se Sag.
Hvad skal du gøre nu?
Hvis din sag opfylder kriterierne, kan du søge om genoptagelse. Du skal søge om genoptagelse hos AES, uanset om det er Ankestyrelsen eller AES, der har truffet den afgørelse, du ønsker genoptaget. AES tager stilling til anmodningen. AES har desværre ikke selv mulighed for selv at fremsøge sagerne.
Du kan søge om genoptagelse ved at besvare spørgsmålene i dette online spørgeskema:
Hvis du er i tvivl, om din sag kan genoptages, kan du eventuelt få hjælp af din fagforening eller din advokat. Har du spørgsmål eller ønsker at genoptage din sag, kan du kontakte AES på Se Sag eller ringe til os på telefon: 72 20 60 00.
Når vi har modtaget din anmodning om genoptagelse, vurderer vi, om din sag kan genoptages.
Læs mere her
Ankestyrelsen har den 20. februar 2025 offentliggjort en nyhed på deres hjemmeside om praksis som følge af dommene.