Anerkendelse af panikangst hos minerydder

En mand fik konstateret panikangst, efter at han i perioden fra 1995 til 2000 var udstationeret flere gange som minerydder. Han oplevede i 1996 voldsomme dødsfald, hvor et patruljekøretøj var kørt på en mine, og var desuden beskæftiget med minerydning, med den fare dette arbejde indebærer. I 2000 oplevede han et voldsomt dødsfald hos en dreng, der blev påkørt af en tankvogn. Han forsøgte at hjælpe drengen, men til ingen nytte. Han var samtidig omringet af hylende kvinder, og var bange for, at han skulle få skylden for ulykken. Hans sygdom debuterede over tid, men han opsøgte først psykolog i 2003 ovenpå at flere af hans kammerater var blevet dræbt ved en ulykke under udstationering, mens han selv var hjemme i Danmark. Han var med til at modtage de dræbte og sårede, og besøgte sammen med repræsentanter fra hæren de dræbtes forældre. Hans sygdom blussede derpå voldsomt op. Arbejdsgiver bekræftede de oplyste ulykker under udstationeringerne.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at panikangsten i overvejende grad var forårsaget af de voldsomme og psykisk belastende hændelser, han havde været udsat for under udstationeringerne, hvor han selv var direkte involveret.