Afvisning af depression hos pædagog-miljøterapeut

En pædagog/miljøterapeut udviklede i løbet af 2007 en depression. Siden 2001 havde hun arbejdet som afdelingsleder. Der var samarbejdsvanskeligheder i forhold til forstanderen og viceforstanderen, idet tilskadekomne ikke følte loyalitet og fortrolighed i forholdet til disse. Hun efterspurgte supervision eksternt i forhold til de konkrete sager, hun behandlede, men blev alene tilbudt denne supervision af viceforstanderen. Forstander og viceforstander gennemførte i 2007 en strukturændring, som tilskadekomne ikke mente, at hun var blevet informeret om på forhånd. Derfor følte hun sig krænket, da ændringen blev offentliggjort på et personalemøde. Efterfølgende opstod der yderligere problemer i ledelsesgruppen, og disse kulminerede på et møde, efter hvilket hun fik en påtale, der blev sendt til orientering til alle i ledergruppen. Hun blev herefter sygemeldt, og ved den opfølgende sygefraværssamtale kunne viceforstanderen slet ikke genkende det billede, hun havde af det pågældende møde. Arbejdsgiver kunne stort set ikke tilslutte sig nogen af de episoder, som tilskadekomne havde anført som belastende, men havde gjort, hvad de kunne for, at ledelsesgruppen skulle fungere.

Erhvervssygdomsudvalgets vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af de påvirkninger, hun havde været udsat for under arbejdet som pædagog/miljøterapeut. Selv om arbejdet var præget af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor der i nogen grad var tale om manglende støtte fra ledelsen, så havde denne belastning ikke haft et omfang, der med overvejende sandsynlighed var årsag til, at tilskadekomne udviklede en depression. Heller ikke tilskadekomnes oplevelse af ikke at kunne få ekstern supervision eller hendes følelse af, at ledelsen ikke stolede på hende, mente udvalget sandsynliggjorde eller dokumenterede, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.