Afvisning af depression hos socialpædagog

Tilskadekomne havde i 8 måneder arbejdet som socialpædagog i en specialklasse med 6-7 drenge i alderen 12-17 år med adfærdsproblemer. I halvdelen af arbejdsugen fik tilskadekomne hjælp til opgaverne af 1-2 skolelærere, mens tilskadekomne i de øvrige 15 timer om ugen var alene med de udadreagerende og larmende unge. Tilskadekomnes arbejdsuge var præget af de krævende unge mennesker, som ikke ønskede undervisning, og som ikke kendte til almindelige sociale adfærdsnormer. Dette medførte, at tilskadekomne havde tiltagende svært ved at overholde deadlines med videre i relation til klasse- og elevplanerne. Tilskadekomne blev tillige mobbet, chikaneret samt truet med fysisk overlast af eleverne i dagligdagen. Tilskadekomne var en enkelt gang udsat for direkte fysisk overlast, idet tilskadekomne fik et vandglas i hovedet. Tilskadekomne havde ikke følt sig i livsfare eller været udsat for dødstrusler, men der havde været et konstant stort pres i dagligdagen. For at reducere antallet af konfrontationer med eleverne valgte tilskadekomne at låse sig inde i frikvartererne. Tilskadekomne oplevede en vis støtte fra klassens to klasselærere, med hvem tilskadekomne havde et godt samarbejde, men tilskadekomne havde ingen væsentlig sparring og støtte fra ledelsen eller elevernes forældre og følte sig tiltagende isoleret, trist og ked af det. Desuden følte tilskadekomne, at der manglede supervision fra ledelsen. Tilskadekomnes arbejdsgiver har bekræftet tilskadekomnes ansættelse og tilskadekomnes belastning. Arbejdsgiver oplyste dog, at det ikke var korrekt, at der ikke skete supervision. Skoleinspektøren havde jævnlige møder med lærerteamet, i snit hver 14. dag, hvor blandt andet uenigheder i den pædagogiske praksis blev drøftet. Det er dog rigtigt, at specielt én elev var særdeles negativ over for tilskadekomne, og der fandtes en anden placering til vedkommende. Tilskadekomne har efterfølgende oplyst, at supervisionen ofte blev aflyst, og at drengen, der særligt havde chikaneret tilskadekomne i specialklassen, fortsat kom på skolen.

Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som socialpædagog. Selv om tilskadekomne dagligt har undervist vanskelige og udadreagerende drenge i alderen 12- 17 år, og selv om disse har været negative og fjendtlige over for tilskadekomne, så har der ikke været tale om en sådan påvirkning, at det efter flertallets vurdering kan være årsag til tilskadekomnes depression. Flertallet i udvalget har desuden vurderet, at det ikke er dokumenteret, at arbejdet som socialpædagog generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Flertallet i udvalget mener heller ikke, at det er sandsynliggjort, at der har været tale om manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kan begrunde udviklingen af en depression.

Et mindretal i udvalget bestående af LO og FTF vurderede, at depressionen med i overvejende grad var forårsaget af de belastninger, som tilskadekomne havde været udsat for på arbejdet. Disse medlemmer af udvalget vurderede, at belastningen var tilstrækkelig til at forårsage tilskadekomnes depression, da tilskadekomne i sit arbejde som socialpædagog havde været udsat for en stor psykisk belastning i form af arbejde med udadreagerende og larmende unge, der ikke kendte til almindelige sociale adfærdsnormer.