Anerkendelse af slidgigt i skulderhøjdeled og slimsækbetændelse i højre skulder hos lagerarbejder

Tilskadekomne fik gennem 10 år (1996-2006) jævnt tiltagende smerter i højre skulder. Tilskadekomne fik i 2008 konstateret slidgigt i skulderhøjdeleddet med en sekundær slimsækbetændelse i højre skulder (subacromiel bursitis).

Tilskadekomne havde som lagerarbejder båret 50 kilo tunge sække på højre skulder i 14 år (op til 300 styk dagligt). Tilskadekomne var dels beskæftiget med aftapning af frøblandinger i 50 kilo sække, som manuelt blev stablet op på paller i op til 2 meters højde. Derudover foretog tilskadekomne læsning af lastbiler med de samme 50 kilos sække.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af slidgigt i højre skulders højdeled og sekundært slimsækbetændelse i højre skulder i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som lagerarbejder. Årsagen var, at tilskadekomnes funktioner som lagerarbejder havde medført en belastning af højre skulder, når tilskadekomnes bar 50 kilo tunge sække på højre skulder i forbindelse med manuel håndtering af sækkene. Udvalget vurderede, at vægten af sækkene på højre skulder var tilstrækkelig til at forårsage tilskadekomnes slidgigt i højre skulders højdeled og sekundært slimsækbetændelse i højre skulder.

Behandlet på møde i marts 2011.