Afvisning af forværring af åreknuder hos kantinearbejder

Tilskadekomne var i perioden fra 2006 til 2012 beskæftiget som kantinemedarbejder på fuld tid, afbrudt af barsel i 2010. Arbejdet indebar gående og siddende arbejdsfunktioner i forbindelse med løft af kasser, aftørring af borde, forberedelse af buffet samt kassebetjening. Det var frem til 2010 muligt for tilskadekomne at sidde ned under arbejdet ved kassen, hvilket herefter blev ændret til en stående funktion. I 2011 blev tilskadekomnes arbejde ændret til oprydning og caféarbejde med gående og stående arbejdsfunktioner, herunder skub af tunge vogne med blandt andet service og drikkevarer. Der var begrænsede muligheder for aflastning af benene ud over de faste pauser. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes forværring af åreknuder ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået som følge af arbejdet som kantinemedarbejder. Udvalget vurderede, at arbejdet ikke havde været tilstrækkeligt benbelastende til at forårsage sygdommen. Det indgik i vurderingen, at tilskadekomne var disponeret til åreknuder med graviditet og overvægt.  

Behandlet på udvalgsmøde i februar 2014.