Anerkendelse af depression hos salgsassistent

Tilskadekomne har arbejdet som salgsassistent igennem en længere årrække. Tilskadekomne har i en periode på ca. tre måneder været udsat for næsten daglige episoder, hvor en kollega kommenterede på tilskadekomnes udseende samt berørte tilskadekomnes bagdel.

Tilskadekomne har udviklet en depression.

Arbejdsgiveren har oplyst, at de har hørt om episoderne gennem tilskadekomnes nærmeste leder. Dertil har en kollega bekræftet at den pågældende kollega kommenterede på tilskadekomnes udseende.

Erhvervssygdomsudvalget vurderer, at belastningen er sandsynliggjort på baggrund af arbejdsgivers og kollegaens udtalelser.

Erhvervssygdomsudvalget vurderer samlet set, at belastningen har været tilstrækkelig ekstraordinær til at medføre en psykisk sygdom. 

Sygdommen vurderes at være udviklet i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne, og der var ikke andre forhold, der har haft afgørende betydning for udviklingen af sygdommen.

Sagen blev behandlet på mødet i oktober 2022.