Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos pædagogisk assistent
Tilskadekomne har igennem to år været udsat for vold og udadreagerende adfærd fra børn dagligt.
Tilskadekomne har udviklet en uspecificeret belastningsreaktion.
Arbejdsgiveren kan ikke genkende de konkrete episoder, men de har vurderet, at belastningen er sandsynlig. Tre af tilskadekomnes tidligere kollegaer har bekræftet, at tilskadekomne har været udsat for episoder præget af slag, spark, spyttet på, bidt, kradset m.m., herunder hyppigheden. Erhvervssygdomsudvalget har vurderet, at belastningen er dokumenteret via oplysninger fra arbejdsgiver og udtalelser fra tidligere kollegaer.
Erhvervssygdomsudvalget vurderer samlet set, at belastningen har været tilstrækkelig ekstraordinær til at medføre en psykisk sygdom. Det indgik i vurderingen, at der var tale om meget hyppige episoder med flere episoder hver dag, at der blev brugt genstande i form af f.eks. skovle til at slå med, at der var tale om lange fastholdelser med slag og spark op til 30-45 minutter, samt at der var tale om episoder fra et barn, der størrelsesmæssigt svarede til en 8-9-årig.
Sygdommen vurderes at være udviklet i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne, og der ikke er andre forhold, der har haft afgørende betydning for udviklingen af sygdommen.
Sagen blev behandlet på mødet i maj 2024.