Anerkendelse af tilpasningsreaktion hos en lærer, der har været udsat for seksuel grænseoverskridende adfærd fra en kollega

Tilskadekomne havde igennem cirka et halvt år været udsat for uønsket og grænseoverskridende adfærd med tilnærmelser, berøringer og sms-beskeder med seksuelle undertoner fra en kollega. 

I denne periode var tilskadekomne udsat for berøringer i form af kindkys og kram, kommentarer om udseende samt bemærkninger, invitationer og opfordringer via sms-beskeder. Tilskadekomne sagde fra overfor kollegaen, som dog ikke stoppede sin adfærd. Belastningen ophørte, da kollegaen stoppede på arbejdspladsen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomne havde været udsat for ekstraordinære belastninger. Udvalget lagde vægt på, at belastningerne var tilstrækkeligt sandsynliggjort via oplysninger fra arbejdsgiver. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tidligere forbigående psykiske symptomer flere år før de arbejdsmæssige belastninger ikke havde indflydelse på udviklingen af den aktuelle psykiske sygdom.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes tilpasningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som lærer.

Sagen blev behandlet på mødet i februar 2025