Mulighed for genoptagelse af afviste veteransager

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) indfører i en forsøgsperiode en ret til en ekstra speciallægeundersøgelse i de sager, hvor AES har afvist en psykisk sygdom som arbejdsskade. Det betyder, at afviste sager kan genoptages. Det sker som led i regeringens initiativer på veteranområdet.

Som led i regeringens initiativer på veteranområdet indfører Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) i en forsøgsperiode en ret til en ekstra speciallægeundersøgelse i de sager, hvor AES har afvist en psykisk sygdom som arbejdsskade. Det betyder, at afviste sager kan genoptages.

Muligheden for at få genoptaget sagen indebærer en ret til en ekstra speciallægeundersøgelse hos en speciallæge i psykiatri. Ligesom ved en almindelig speciallægeerklæring bliver du indkaldt til en samtale, hvorefter lægen udarbejder en erklæring på baggrund af undersøgelsen og de øvrige dokumenter i sagen. Det er AES, der udpeger en speciallæger, og det er også AES, der sørger for at bestille tid og sende sagens dokumenter til speciallægen.

Speciallægen udarbejder en second opinion. Det vil sige, at du får en ny lægelig vurdering af din psykiske sygdom og de belastninger, du har været udsat for under udsendelsen, som er uafhængig af den tidligere psykiatriske undersøgelse. Selvom du får en ny vurdering af en psykiater, er det ikke sikkert, at din sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade efter loven. AES skal fortsat vurdere, om din sag kan anerkendes ud fra alle sagens oplysninger.

Du kan få din sag genoptaget, hvis:

  • Du er veteran
  • Du tidligere har været udsendt til krigsdeltagelse
  • Du har en psykisk sygdom
  • Din sag tidligere har været afvist

Det skal du gøre for få din sag genoptaget:

  • Du skal kontakte AES på mail
  • Du kan evt. bede din fagforening eller Veterancentret om hjælp

Baggrund

Regeringen har sammen med de øvrige partier i satspuljeforligskredsen indgået en aftale for 2018-2021 på beskæftigelsesområdet i hvilken forbindelse, der er afsat midler til en ekstra indsats for behandlingen for veteransager, herunder:

  1. I en forsøgsperiode indføres en ret til en ekstra speciallægeundersøgelse – ”second opinion” – i de sager, hvor AES umiddelbart vurderer, at veteranens sag om psykisk sygdom ikke kan anerkendes som en arbejdsskade
  2. AES styrker veteransagsbehandlingen med flere medarbejdere for at nedbringe sagsbehandlingstiden
  3. Ankestyrelsen foretager en praksisundersøgelse af AES’ afgørelser og
  4. AES igangsætter et arbejde med at styrke kvaliteten af de lægeerklæringer, som bruges i veteransagerne. Det sker for at sikre, at afgørelserne træffes på et lægefagligt grundlag, der til fulde tager højde for de særlige belastninger, som veteraner har været udsat for.

Initiativerne igangsættes 1. januar 2018.