Ny udredning om skuldersygdomme klar
En ny udredningsrapport om skuldersygdomme betyder, at kravene til anerkendelse af skuldersygdomme efter den tidligere fortegnelse bliver ændret.
Udredningen blev behandlet på Erhvervssygdomsudvalgets møde d. 29. maj i år.
Her blev det besluttet, at ændre i fortegnelse om anerkendelse af erhvervssygdomme fra før 1. januar 2005, så den afspejler resultaterne af den nye udredning. Resultaterne afspejles allerede i fortegnelsen, der er gældende for sygdomme anmeldt fra 1. januar 2005.
Mulighed for genoptagelse
Du kan søge om genoptagelse af din arbejdsskadesag, hvis din skuldersygdom oprindeligt er anmeldt før 1. januar 2005 og årsagen til at den tidligere blev afvist var, at du ikke havde haft relevant skulderbelastende arbejde. Du skal kontakte os, hvis du ønsker din sag genoptaget.
Læs udredningsrapporten om skuldersygdomme
Den nye udredningsrapport har titlen ”Association between occupational mechanical exposures and subacromial impingement syndrome: A reference document”.
Fortegnelsen bliver opdateret
Som konsekvens af den nye udredningsrapport vil fortegnelsen over sygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005 blive opdateret pr. 1. januar 2019 med virkning for alle skuldersygdomme anmeldt før 1. januar 2005.
Ordlyden vedr. skuldersygdomme vil herefter være enslydende med ordlyden i fortegnelsen over erhvervssygdomme, der er anmeldt fra den 1. januar 2005.
Den gældende vejledning vedrørende skuldersygdomme anmeldt før 1. januar 2005 vil ligeledes blive tilpasset efter opdateringen af fortegnelsen, så ordlyden vil være enslydende med gældende vejledning om erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005.