Erstatning til afdødes børn og stedbørn
Bemærk: Gælder afgørelser, hvor der er tilkendt erstatning første gang 1. juli 2024 eller senere.
Se regler for afgørelser, hvor der er tilkendt erstatning første gang før 1. juli 2024
Erstatning til børn og unge under 21 år
Hvis du er under 21 år og har mistet en forælder på grund af en arbejdsskade, har du ret til erstatning for tab af forsørger, hvis den afdøde havde forsørgelsespligt over dig. Denne ret gælder også for adoptivbørn.
Erstatningen udgør normalt 10% af afdødes årsløn. Hvis afdøde var eneforsørger, er erstatningen normalt 20% af afdødes årsløn. Erstatningen udbetales månedligt, indtil du fylder 21 år. Den kan ikke udbetales som et engangsbeløb, da pengene er beregnet til løbende forsørgelse.
Erstatning til stedbørn under 21 år
Hvis du er under 21 år og har mistet en stedforælder pga. en arbejdsskade, kan du have ret til erstatning for tab af forsørger. Du har ret til erstatning, hvis den afdøde, da arbejdsskaden skete, helt eller delvist forsørgede dig indtil du fyldte 18 år.
Erstatningen udgør normalt 5% af afdødes årsløn. Hvis afdøde var eneforsørger, er erstatningen normalt 10% af afdødes årsløn. Erstatningen udbetales månedligt, indtil du fylder 21 år. Den kan ikke udbetales som et engangsbeløb, da pengene er beregnet til løbende forsørgelse.