Udtalelsens indhold
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan afgive en vejledende udtalelse om
- Varigt mén
- Erhvervsevnetab
- Stationærtidspunkt som følge af en skade
Det er den, der anmoder om en vejledende udtalelse, som bestemmer, hvad udtalelsen skal omfatte.
Varigt mén
Erstatning for varigt mén er godtgørelse for en personskades varige fysiske og/eller psykiske følger. Vurderingen af det varige mén er den samme, uanset om skaden vurderes efter erstatningsansvarsloven, eller arbejdskadesikringsloven.
Det varige mén fastsættes efter en vurdering af skadens følger og omfatter de fysiske og/eller psykiske gener, som skaden medfører. Varigt mén vurderes ved at fastsætte en méngrad. Méngraden er det samme som den medicinske invaliditetsgrad.
Méngrad
Méngraden fastsættes med udgangspunkt i den vejledende méntabel. Méntabellen omfatter de mest almindelige skadesfølger.
Erstatning for varigt mén gives, når méngraden er 5 procent eller mere. Méngraden kan som udgangspunkt maksimalt udgøre 100 procent, men i særligt alvorlige tilfælde kan méngraden fastsættes til 120 procent.
Méngrader op til 20 procent bliver fastsat enten som "mindre end 5", 5, 8, 10, 12, 15, 18 eller 20 procent. Over 20 procent bliver méngraden fastsat med et interval på 5 procent, det vil sige som 25, 30, 35... osv. Der bliver ikke fastsat méngrader mellem 100 og 120 procent.
Ved vurderingen af méngraden indgår begrænsninger i den daglige livsførelse, som skaden medfører. Forbigående gener kan ikke medføre et varigt mén. Det er de rent medicinske varige følger efter skaden, der ligger til grund for fastsættelsen af méngraden.
Det antages at en skade rammer alle personer lige hårdt uafhængigt af personens erhvervsuddannelse og alder.
Hvis en skade medfører begrænsninger i de erhvervsmæssige forhold, indgår disse ikke i vurderingen af méngraden. Erhvervsmæssige begrænsninger på grund af en skade indgår ved vurderingen af erhvervsevnetab.
Fastsættelse af méngraden
Fastsættelsen af méngraden sker på baggrund af relevante lægelige oplysninger om skadens følger.
De lægelige oplysninger er ofte speciallægeerklæringer og journaloplysninger fra hospitaler, hvor den tilskadekomne er behandlet. Oplysninger fra den tilskadekomnes egen læge kan også være relevante.
For at kunne fastsætte méngraden skal helbredstilstanden efter skaden have nået stationærtidspunktet. Det vil sige, at følgerne af skaden ikke længere kan forventes at blive bedre.
Fastsættelsen af méngraden sker ud fra en lægelig vurdering inden for det eller de lægelige specialer, som skaden hører under.
Du kan eventuelt prøve at bruge AES’ ménberegner til at udregne størrelsen på et varigt mén.
Forudbestående lidelser/skader
Sker en skade på et område, der allerede er varigt helbredsmæssigt forringet, tager AES højde for det ved fastsættelsen af méngraden.
I de tilfælde er méngraden et udtryk for den del af den samlede helbredsmæssige forringelse, som tilskrives skaden. Der bliver kun lavet fradrag i den samlede méngrad, hvis den forudbestående skade var symptomgivende før skadestidspunktet eller, hvis der foreligger en sikker prognose for, at den forudbestående skade ville have givet symptomer, selvom skaden ikke var sket.
Et eksempel på fradrag for forudbestående lidelser/skade er, at en person med stærkt nedsat hørelse på det ene øre mister resten af hørelsen på øret.
I andre situationer, hvor en skades medicinske følger bliver større, fordi den tilskadekomne allerede har en invaliditet, handicap eller lidelse, kan der i nogle tilfælde blive tale om at fastsætte en højere méngrad end den, der umiddelbart vil blive fastsat efter méntabellen.
Fx vil tabet af en tommelfinger blive vurderet højere, hvis den tilskadekomne i forvejen mangler andre fingre.
Der er dog tilfælde, hvor det af forsikringsbetingelserne fremgår, at en i forvejen eksisterende invaliditet eller lidelse ikke kan bevirke, at méngraden fastsættes højere end, hvis en sådan invaliditet eller lidelse ikke eksisterede. Her vil méngraden for en mistet tommelfinger ikke blive fastsat højere end efter méntabellens satser.
Bestemmelsen om erstatning for varigt mén findes i Erstatningsansvarsloven § 4.
Erhvervsevnetab
Erstatning for tab af erhvervsevne er en økonomisk kompensation for den varige lønnedgang, som skyldes skadens følger (EAL § 5). Skadens følger skal varigt have nedsat den tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, enten ved samme arbejde som før skaden eller ved andet arbejde, som med rimelighed kan forventes af den tilskadekomne. Der skal som udgangspunkt være tale om et tab af den faktiske erhvervsevne, som den tilskadekomne havde på tidspunktet, hvor skaden skete.
Vurderingen af erhvervsevnetabets omfang sker ved fastsættelsen af en erhvervsevnetabsprocent. Erstatning for tab af erhvervsevne gives, når erhvervsevnetabet er 15 procent eller mere. Den fastsatte erhvervsevnetabsprocent kan altid deles med 5.
Der er som udgangspunkt tale om en sammenligning af den tilskadekomnes erhvervsmæssige forløb før skaden med det erhvervsmæssige forløb efter skaden. I vurderingen indgår hvad den tilskadekomne tjente før skaden, og hvad den tilskadekomne måtte antages at kunne have tjent fremover, hvis skaden ikke var sket.
Er andre forhold end skadens følger medvirkende til, at den tilskadekomnes erhvervsevne er nedsat, bliver der taget højde for dette i erhvervsevnetabsvurderingen. Det kan være forhold opstået før eller efter, at skaden er sket. Fx kan der være tale om andre skader, lidelser, sygdomme eller personlige og sociale forhold, som ikke skyldes den skade, der er under vurdering. Hvis sådanne forhold må antages varigt at nedsætte den tilskadekomnes erhvervsevne uanset, om skaden var sket, vil der blive trukket fra i erhvervsevnetabsvurderingen.
Vurderingen sker på baggrund af oplysninger om den tilskadekomnes erhvervsmæssige forhold før og efter skaden. Det kan fx være skatteoplysninger, lønoplysninger og oplysninger fra den tilskadekomnes nuværende og/eller tidligere arbejdsgiver(e).
De erhvervsmæssige begrænsninger, der skyldes skadens følger, indgår i vurderingen. Fx at den tilskadekomne har måttet sætte arbejdstiden ned, eller at der er sket ændringer i arbejdsopgaverne på grund af skadens følger. Der kan også være tale om, at der skal tages særlige hensyn til den tilskadekomne i udførelsen af arbejdet, fx fritagelse for tunge løft og lignende.
Ved vurderingen af erhvervsevnetabet for personer, der på skadestidspunktet modtog arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp indgår det, om den tilskadekomne må antages at ville have fået arbejde på normale vilkår, hvis skaden ikke var sket, og om vedkommende efter skaden er dårligere stillet erhvervsmæssigt end før. Der kan fx være tale om, at den tilskadekomne efter skaden kun begrænset står til rådighed for arbejdsmarkedet eller står til rådighed med skånehensyn. I vurderingen kan det også indgå, hvor længe før skaden, at den tilskadekomne har modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.
Er den tilskadekomne tilkendt førtidspension før skaden sker, indgår det i vurderingen af erhvervsevnetabet, om vedkommende har haft lønnet arbejde ved siden af pensionen. Vurderingen af erhvervsevnetabet er i sådanne tilfælde en vurdering af eventuelt yderligere tab af den i forvejen reducerede erhvervsevne. Hvis den tilskadekomne ikke har haft lønnet arbejde ved siden af pensionen, er der som udgangspunkt ikke et erhvervsevnetab.
Får den tilskadekomne tilkendt førtidspension efter skaden, indgår dette i vurderingen af erhvervsevnetabet. Vi foretager dog vores egen vurdering af erhvervsevnetabet og er ikke bundet af pensionsmyndighedernes vurdering, da der er tale om forskellige regler i henholdsvis lov om social pension og erstatningsansvarsloven. I sådanne tilfælde indhenter vi oplysningerne fra pensionssagen, og disse indgår i vurderingen af erhvervsevnetabet på lige fod med de øvrige erhvervsmæssige og økonomiske oplysninger.
Børn, unge og hjemmearbejdende ægtefæller, der kommer til skade, og som ikke eller kun i begrænset omfang bruger deres erhvervsevne til erhvervsarbejde, er omfattet af Erstatningsansvarslovens § 8, når det drejer sig om erstatning for tab af erhvervsevne. AES tager ikke stilling til, om den tilskadekomne er omfattet af bestemmelsen i EAL § 8.
Stationærtidspunkt
Stationærtidspunktet anvendes ved beregning af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte (EAL §§ 2 og 3).
Stationærtidspunktet bliver sat til en dato, som kan være konkret eller skønsmæssigt begrundet. Et skønsmæssigt fastsat stationærtidspunkt bliver vurderet ud fra skadens art og omfang og den lægelige erfaring.
Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor det antages, at der ikke længere sker en blivende bedring af skadens følger. Når stationærtidspunktet indtræder, kan de varige følger efter skaden vurderes.
Oplysninger om behandlinger og effekten heraf indgår i vurderingen af stationærtidspunktet. Hvis den tilskadekomne har genoptaget sit arbejde, kan dette tidspunkt i det omfang, det efter en lægelig vurdering har sammenhæng med tidspunktet for bedringen af helbredstilstanden, indgå i fastsættelsen af stationærtidspunktet.
Er der tale om meget langvarige eller gentagne behandlingsforløb, er stationærtidspunktet som udgangspunkt ved ophøret af det primære behandlingsforløb. En undtagelse herfra er, at efterfølgende behandlingsforløb, fx operationer, har medført en væsentlig varig bedring af helbredstilstanden. Det betyder som udgangspunkt, at det efterfølgende behandlingsforløb har medført, at det varige mén er blevet mindre.
Der kan godt være behov for lindrende og vedligeholdende behandlinger selvom stationærtidspunktet er indtrådt.