Hjemmet som arbejdsplads - uddybende beskrivelse
Når ansatte arbejder for deres arbejdsgiver i eget hjem, er de omfattet af arbejdsskadeloven.
Der er dog ikke den samme formodning om, at ulykken skyldes arbejdet eller de forhold, det foregik under, som når arbejdet sker på arbejdsgiverens virksomhed.
Årsagen er, at det tjenstlige og det private vil være tæt knyttet sammen (Arbejdsskadesikringslovens § 4).
Der stilles derfor krav om, at der kan sandsynliggøres en årsagsforbindelse mellem ulykken og beskæftigelsen. Det afgørende er at afveje de forhold, tilskadekomne selv har haft indflydelse på over for de forhold, arbejdsgiveren har ansvaret for.
Det er ikke afgørende, om arbejdsgiveren har samme vidtrækkende indflydelse på de ydre forhold ved hjemmearbejdet, som tilfældet er på arbejdsstedet.
Den tilskadekomne har ofte selv en del af ansvaret for indretningen af hjemmearbejdspladsen, arbejdsredskaberne, arbejdstid og -tilrettelæggelse.
Det afgørende er, om tilskadekomnes adfærd var bestemt af arbejdsforholdet eller ikke. Altså om den tilskadekomne var beskæftiget på en måde, der kan defineres som arbejde i arbejdsgiverens interesse, da han kom til skade.
Eksempel
Dagplejer kom til skade under snerydning - PA U-2-01
En dagplejer pådrog sig et knæk over lænden, da hun var beskæftiget med snerydning af udendørsarealerne til den private bopæl. Snerydningen foregik, inden dagplejebørnene ankom. Skaden blev ikke anerkendt, da den ikke var sket på grund af arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregik.
Begrundelsen for afgørelsen var, at det ikke kunne anses for godtgjort, at snerydningen skete som led i dagplejerens ansættelse i den kommunale dagpleje. Arbejdet havde således ikke i overvejende grad været i arbejdsgiverens interesse.