Manglende svar til tiden kan give bøde

Bemærk: Gælder skader sket/anmeldt den 1. juli 2024 eller senere.

Hvis vi kontakter jer for at få oplysninger til en arbejdsskadesag, er det vigtigt, at I svarer os inden for svarfristen. Hvis I som professionel aktør undlader at svare på vores henvendelse inden for fristen, risikerer I at få en bøde.

Reglerne på denne side følger af lov nr. 1541 af 12. december 2023, som er offentliggjort på Retsinformation.dk. 

De tilskadekomne har brug for hurtigt svar

Når vi behandler arbejdsskadesager, indhenter vi relevante oplysninger fra professionelle aktører, fx sundhedsvæsenet og kommunen. For at skabe incitament til at svare os hurtigere, er vi i henhold til loven derfor nu forpligtet til at anmelde professionelle aktører til politiet, hvis der ikke svares rettidigt på vores henvendelser. Anmeldelsen til politiet kan resultere i en bøde.

Kun for professionelle aktører

Det er kun professionelle aktører, fx kommuner, sygehuse, praktiserende læger, sundhedsinstanser og sikringspligtige arbejdsgivere, der risikerer at få en bøde for ikke at svare os til tiden. 

Tilskadekomne - eller vedkommendes repræsentant - vil aldrig blive anmeldt til politiet for ikke at svare os til tiden. 

Svarfrist på 14 dage

Som professionel aktør skal I indsende oplysninger, som I allerede har, senest 14 dage efter, at I modtager vores anmodning. 

Risikoen for bødestraf gælder alene, hvis I ikke afgiver oplysninger, som I allerede har, og hvis I ikke svarer os. Det vil sige oplysninger, som allerede fremgår af jeres register, arkiver eller journaler, fx ansættelsesaftaler eller individuelle aftaler om skånehensyn i arbejdet. 

For arbejdsgivere kan det fx være oplysninger om ansættelsesperiode, lønforhold eller tilskadekomnes arbejdssted. 

For kommuner vil det fx være oplysninger i akter fra tilskadekomnes kommunale sygedagpenge eller beskæftigelsessag. 

For hospitaler, læger eller andre sundhedsinstanser, vil det fx være helbredsoplysninger i journaler. 

Fristen gælder ikke for oplysninger, som først skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af anmodningen fra os. Det vil fx være speciallægeerklæringer og funktionsattester.

Svar også, hvis I ikke har oplysningerne

I skal altid reagere og svare os, når vi anmoder om oplysninger - også hvis I ikke har oplysningerne. 

Som læge skal du fx give os besked, hvis du ikke har behandlet en patient i den periode, vi beder om oplysninger fra. 

Som arbejdsgiver skal du fx give os besked, hvis den tilskadekomne ikke har været ansat i den periode, vi beder om oplysninger fra. 

Rykker og information til politiet

Vi sender jer en rykker, hvis I ikke svarer på vores henvendelse inden for 14 dage. Rykkeren giver jer en ny svarfrist på yderligere 14 dage.   

Hvis vi stadig ikke hører fra jer, informerer vi politiet om, at I ikke har medvirket til sagsoplysning. Det gør vi ved at anmelde den professionelle aktør til politiet, som herefter tager stilling til, om der er grundlag for at udstede en bøde.

Selvom vi informerer politiet om jeres manglende svar, har vi stadig brug for de oplysninger, vi har bedt om, for at kunne afgøre sagen. Derfor fortsætter vi med at sende påmindelser, indtil vi har modtaget oplysningerne. 

Hvis I har spørgsmål

Hvis I har spørgsmål, kan I ringe til os på 70 12 00 82.