Dækning af arbejdsskadeloven ved terrorangreb
Arbejdsskadeloven dækker personer, som kommer til skade ved terrorangreb, mens de er på arbejde.
Dækningen gælder ikke kun for de mennesker, som er ansat i den virksomhed, der var mål for angrebet, men alle der rammes af en terrorhandling, mens de er på arbejde. Det vil sige også dem, der er ansat i nabovirksomhederne og derfor også bliver ramt.
Det er som hovedregel Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der på vegne af staten udbetaler eventuelle erstatninger.
I visse tilfælde kan AES på statens vegne efterfølgende kræve udgifterne betalt af arbejdsgiverens forsikringsselskab. Det sker, hvis angrebet rammer personer, som på grund af deres arbejde er særligt udsat for at blive ramt ved et terrorangreb. Det gælder fx, hvis et angreb rammer sikkerhedsvagter, politibetjente, redningsfolk, læger og sygeplejersker, der sendes til stedet for terrorhandlingen for at yde hjælp og assistance eller genoprette orden og sikkerhed.
Dækningen ved terrorangreb gælder alene for personer, der kommer til skade, mens de er på arbejde. Personer, som ikke er på arbejde, men alligevel kommer til skade ved en terrorhandling, kan få erstatning efter reglerne i offererstatningsloven.