Kommunens/Udbetaling Danmarks krav på refusion
Løbende ydelse, uddybende beskrivelse og lovgrundlag
Når vi udbetaler en erstatning for tab af erhvervsevne som en løbende ydelse, så sker det ofte, at vi tilkender ydelsen med tilbagevirkende kraft. Hvis kommunen/Udbetaling Danmark i denne periode også har udbetalt sociale ydelser, har kommunen/Udbetaling Danmark muligvis ret til at få en del af tilskadekomnes erstatning (refusionskrav). Det samme gælder for løbende erstatning for tab af forsørger til efterladte. (Arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 1).
De forskellige ydelser
Kommunen/Udbetaling Danmark har kun ret til refusion for ydelser, som den har udbetalt efter lov om aktiv social politik og lov om social pension:
Social ydelse | Erstatning for tab af erhvervsevne | Forsørgertabserstatning |
---|---|---|
Integrationsydelse*, uddannelseshjælp og kontanthjælp
* Fra 1. januar 2020 nyt navn: Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse | Ikke adgang til refusion, jf. § 14, stk. 4, § 33, stk. 2, og § 94 i lov om aktiv socialpolitik. | Adgang til refusion, jf. § 30 og § 94 i lov om aktiv socialpolitik
U: § 94, stk. 2. Ikke adgang til at stille krav om tilbagebetaling af hjælpen, hvis pågældende har været i tilbud, eller hvis der har været tale om et engangsbeløb efter lovens § 25 a. |
Revalideringsydelse | Adgang til refusion, i det omfang, erstatningen sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter, jf. § 59 i lov om aktiv socialpolitik og bekendtgørelse nr. 740 af 29. juni 2006 om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. efter § 59 i lov om aktiv socialpolitik. | Ikke adgang til refusion, jf. § 46, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik samt AST principafgørelse 29-14. |
Ledighedsydelse | Ikke adgang til refusion, jf. § 12, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 1604 af 18. december 2018. | Ikke adgang til refusion, jf. § 12, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 1604 af 18. december 2018. |
Ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb | Ikke adgang til refusion jf. § 68, stk. 1, § 68 a, stk. 5 og § 33, stk. 2 (ressourceforløbsydelse under ressourceforløb) samt § 69 j, stk.1, § 69 j, stk. 12 og 33, stk. 2 (ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb). | Adgang til refusion, jf. § 94 i lov om aktiv socialpolitik
U: § 94, stk. 2. Ikke adgang til at stille krav om tilbagebetaling af hjælpen, hvis pågældende har været i tilbud, eller hvis der har været tale om et engangsbeløb efter lovens § 25 a. |
Førtidspension | Adgang til refusion efter lov om social pension, jf. ASL § 29, stk. 1. | Adgang til refusion efter lov om social pension, jf. ASL § 29, stk. 1. |
Senior førtidspension | Adgang til refusion efter lov om social pension, jf. ASL § 29, stk. 1. | Adgang til refusion efter lov om social pension, jf. ASL § 29, stk. 1. |
Seniorpension | Adgang til refusion efter lov om social pension, jf. ASL § 29, stk. 1. | Adgang til refusion efter lov om social pension, jf. ASL § 29, stk. 1. |
Derudover kan kommunen have adgang til refusion for varmetillæg, som er udbetalt efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. § 17.
Tvivl om et refusionskrav er omfattet af arbejdsskadesikringsloven
Hvis den tilskadekomne ikke er tilfreds med det refusionskrav, som kommunen fremsætter, kan han bede os om at vurdere, om kommunens/Udbetaling Danmarks refusionskrav opfylder kravene i arbejdsskadeloven.
Vi kan dog kun afvise kommunens/Udbetaling Danmarks refusionskrav:
- Hvis kommunens/Udbetaling Danmarks ydelse ikke er tilkendt efter lov om social pension eller lov om aktiv socialpolitik
- Hvis vi ikke har tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne eller erstatning for tab af forsørger
- Hvis kommunens/Udbetaling Danmarks ydelse ikke er løbende
- Hvis den erstatning, vi har tilkendt, ikke er løbende
- Hvis kommunens/Udbetaling Danmarks ydelse og den tilkendte erstatning ikke er givet for samme periode
- Hvis kravet er indgivet til forsikringsselskabet mere end 4 uger efter, at kommunen har fået orientering om, at der er tilkendt en løbende erstatning med tilbagevirkende kraft
Vi kan ikke tage stilling til spørgsmål om refusionskravets størrelse, herunder om kravet er forældet. Disse spørgsmål må den tilskadekomne indbringe for det sociale klagesystem.
Refusionskravet bortfalder, hvis kommunen/Udbetaling Danmark ikke har fremsat det overfor forsikringsselskabet inden 4 uger efter, at kommunen/Udbetaling Danmark har fået meddelelse om, at tilskadekomne har fået tilkendt erstatning.