Tilskadekomne er fortsat i arbejde

Hvis tilskadekomne stadig er i arbejde efter arbejdsskaden, giver loven ret til en erstatning, hvis tilskadekomne ikke længere kan tjene det samme som før skaden.

Det skal være på grund af arbejdsskaden, at tilskadekomne ikke længere kan tjene det samme.

Som udgangspunkt ser vi på, hvor meget tilskadekomne tjente, da han eller hun kom til skade. Det sammenligner vi med, hvad tilskadekomne tjener i dag.

Hvis tilskadekomne tjener mindst 15 % mindre i dag, end før skaden, kan det muligvis give en erstatning for tab af erhvervsevne, hvis lønnedgangen skyldes arbejdsskaden.

Det er også en betingelse, at tilskadekomne ikke er i stand til at tage et andet arbejde og tjene mere. 

Eksempel på erhvervsevnetab, når tilskadekomne stadig er i arbejde

Dorte måtte gå ned i tid på grund af en arbejdsskade

Dorte tjente i sit tidligere arbejde 250.000 kroner om året. På grund af en arbejdsskade fik hun et andet arbejde og gik lidt ned i tid. Det betød, at hun nu tjente 200.000 kroner om året. Det var en lønnedgang på 20 % som følge af arbejdsskaden.

Et erhvervsevnetab på 20 % giver Dorte en løbende ydelse på 3.452 kroner om måneden i 2009 takster.

Udregningen

Lønnedgangen er 50.000 kroner – (250.000 - 200.000)

50.000 kroner svarer til 20 % af 250.000 kroner – (50.000 * 100 / 250.000)