Ændring i beregning og udbetaling af engangserstatning
Gælder afgørelser, hvor der er tilkendt erstatning 1. juli 2024 eller senere.
For afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne, hvor erstatningen udbetales som engangserstatning, skal beregningen af engangserstatning kun have virkning fremadrettet. Det gælder også, når en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne ændres med tilbagevirkende kraft.
Erstatningen beregnes for datoen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings seneste afgørelse, hvis en afgørelse ændres med tilbagevirkende kraft og skal omsættes til et kapitalbeløb.
Er der ret til erstatning for en periode før omsætningstidspunktet, udbetales erstatningen som en løbende erstatning for denne periode. Lovændringen fremgår af lovens § 27, stk. 4 og stk. 5.
Opsummering af reglerne
Engangserstatning og tilbagevirkende kraft
- Afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne, hvor erstatningen udbetales som engangserstatning, har kun virkning fremadrettet.
- Hvis en afgørelse om erstatning ændres med tilbagevirkende kraft, beregnes engangserstatningen fra datoen for AES' seneste afgørelse.
- Hvis der er ret til erstatning før den seneste afgørelse, udbetales erstatningen som en løbende erstatning for denne periode.
- Ændringen gælder bl.a. ved genvurdering, forvaltningsretlig genoptagelse, afgørelser fra Ankestyrelsen og i nogle tilfælde efter en dom. Se uddybende nedenfor.
Ny beregning i flere tilfælde efter Ankestyrelsen har truffet afgørelse
- Fra 1. juli 2024 påvirker lovændringen også nogle af Ankestyrelsens afgørelser om tiltrædelse af engangserstatning, uanset, at AES' afgørelse er truffet før 1. juli 2024.
- Efter Ankestyrelsens afgørelse skal AES beregne engangserstatningen på ny, før den udbetales.
Beregning af engangserstatning
- Engangserstatningen beregnes på ny og omsættes på tidspunktet for AES’ nye beregningsafgørelse.
- Tilskadekomne har normalt ret tilløbende erstatning fra AES’ påklagede afgørelse og frem til AES’ nye beregningsafgørelse.
Renter af engangserstatning
- Lovændringen medfører, at tilskadekomne normalt ikke har krav på renter af engangserstatningen, hvis engangserstatningen først skal udbetales efter ny beregning.
Eksempler på situationer
Alle eksemplerne er omfattet af lovændringen i § 27, stk. 4 og stk. 5.
- Ankestyrelsen træffer 1. juli 2024 eller senere afgørelse, hvor Ankestyrelsen:
- tiltræder AES afgørelse truffet før eller efter 1. juli 2024, hvor AES traf afgørelse om engangserstatning, og hvor AES afgørelse blev påklaget af forsikringsselskabet (med den virkning, at anken over AES afgørelse, har opsættende virkning, og selskabet er ikke forpligtet til at udbetale erstatningen). Se uddybende herom nedenfor.
- ændrer AES afgørelse, og Ankestyrelsen træffer afgørelse om, at erstatningen udbetales som engangserstatning – uanset, om AES afgørelse er truffet før eller efter 1. juli 2024.
- AES træffer 1. juli 2024 eller senere afgørelse om genvurdering og at erstatningen udbetales som engangserstatningen, når genvurderingen træffes efter anke fra forsikringsselskab.
- AES træffer 1. juli 2024 eller senere afgørelse om genvurdering efter anke fra tilskadekomne og engangserstatningen ændres i genvurderingen.
- AES træffer 1. juli 2024 eller senere afgørelse om forvaltningsretlig genoptagelse af erstatningsbeløb, og AES i genoptagelsen træffer afgørelse om engangserstatning. Erstatningen beregnes på tidspunktet for den nye AES’ beregningsafgørelse/forvaltningsretlige genoptagelse.
- Efter endelig dom i sag mod AES/Ankestyrelsen i sag anlagt af forsikringsselskabet vedrørende afgørelse fra AES/Ankestyrelsen, hvorefter forsikringsselskabet skal udbetale en engangserstatning. AES skal beregne engangserstatningen på ny ved anvendelse af de nye regler om omsætning, uanset at afgørelsen fra AES/Ankestyrelse, som var indbragt for domstolene, var truffet før 1. juli 2024.
Ankestyrelsens afgørelser – i nogle tilfælde ny beregning før udbetaling
Lovændringen har betydning for Ankestyrelsens afgørelser fra 1. juli 2024 om tiltrædelse af engangserstatning. Det gælder de tilfælde, hvor Ankestyrelsen tiltræder AES afgørelser truffet før eller efter 1. juli 2024, og hvor AES traf afgørelse om engangserstatning, og AES afgørelse blev påklaget af forsikringsselskabet. Klagen fra forsikringsselskabet har opsættende virkning, og selskabet er ikke forpligtet til at udbetale erstatningen.
I disse tilfælde, har tilskadekomne ikke ret til det beløb (engangserstatningen) som fremgik af AES' afgørelse, uanset Ankestyrelsen tiltræder afgørelse. I disse tilfælde skal forsikringsselskabet, i sager om arbejdsulykke, eller AES, i sager om erhvervssygdomme, ikke udbetale den engangserstatning, som fremgik af AES’ afgørelse som Ankestyrelsen tiltræder.
Efter Ankestyrelsens afgørelse fra 1. juli 2024, skal AES i ovenstående tilfælde beregne erstatningen på ny, før den kan udbetales.
Ovenstående gælder også, uanset AES’ afgørelse er truffet før 1. juli 2024.
Den nye beregning af engangserstatning efter Ankestyrelsens afgørelse – løbende ydelse for dele af perioden
Engangserstatningen beregnes på ny og omsættes på grundlag af dato for AES nye beregningsafgørelse. AES’ nye beregningsafgørelse kan tidligst træffes, efter Ankestyrelsen har truffet afgørelse i klagesagen. Tilskadekomne vil have ret til en løbende erstatning for perioden før AES’ nye beregningsafgørelse. Den løbende erstatning vil normalt skulle udbetales for perioden fra AES’ påklagede afgørelse og frem til AES’ nye beregningsafgørelse.
Renter
Lovændringen medfører også, at tilskadekomne som udgangspunkt ikke vil have krav på renter af engangserstatningen for den periode, hvor sagen var under behandling i Ankestyrelsen. Årsagen er, at i ovenstående tilfælde har selskabet ikke pligt til at udbetale erstatningen, før AES har beregnet erstatningsbeløbet på ny.
Lovens regler om ikrafttræden
Reglerne fremgår af lov nr. 1541 fra 12. december 2023 nr. 37-39. Reglerne træder i kraft 1. juli 2024, jf. lovens § 9, stk. 2. Reglerne er ikke omfattet af overgangsbestemmelserne i § 10. Det betyder, at reglerne gælder for alle arbejdsskader, uanset om arbejdsskaden er indtruffet før eller efter 1. juli 2024. Reglerne finder anvendelse også på arbejdsskader sket før 2004, jf. lovens § 10, stk. 7.