Udbetaling af erstatning

Bemærk: Gælder skader sket/anmeldt den 1. juli 2024 eller senere.

Erstatningen udbetales som en engangserstatning, hvis AES træffer en endelig afgørelse og tab af erhvervsevne pga. arbejdsskaden er mindre end 50 %. Udbetaling af en engangserstatning kaldes også kapitalisering.

Erstatningen udbetales som en løbende ydelse, hvis AES træffer en midlertidig afgørelse. Erstatningen udbetales hver måned og ikke som et skattefrit engangsbeløb.
 

Mulighed for engangserstatning

Tilskadekomne kan bede om at få udbetalt sin erstatning som et engangsbeløb i flere situationer: 
 

Endelig afgørelse og tab af erhvervsevne over 50 %

Hvis et tab af erhvervsevne er 50 % eller derover, bliver erstatningen udbetalt som en løbende ydelse én gang om måneden, også når afgørelsen er endelig. Tilskadekomne har dog mulighed for at få udbetalt erstatningen for de første 50 % tab af erhvervsevne som et engangsbeløb.


Midlertidig afgørelse og sikkert tab af erhvervsevne

Når AES har truffet en midlertidig afgørelse, kan tilskadekomne anmode AES om at træffe afgørelse om den del af erhvervsevnetabet, der er sikkert. Den eventuelle erstatning for det sikre tab af erhvervsevne vil kunne udbetales som et engangsbeløb.
 

Udbetaling af forskud

Tilskadekomne kan også i nogle tilfælde få udbetalt forskud på den endelige erstatning for tab af erhvervsevne, indtil den endelige erstatning kan opgøres.
Forudsætningerne for forskud er (jf. lovens § 26, stk. 2):

  • at arbejdsskaden er anerkendt,
  • at AES ikke har truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og
  • at AES skønner, at det er sandsynligt, at der tilkendes endelig erstatning for tab af erhvervsevne.

 

Regler om udbetaling er ikke ændret for arbejdsulykker sket eller erhvervssygdomme anmeldt før 1. juli 2024.

 

Bed om at få udbetalt din erstatning som et engangsbeløb (kræver MitID) 

 

Tidspunkt for erstatningens tilkendelse

Erstatningen løber fra det tidspunkt, hvor der er påvist et tab af erhvervsevne - dog ikke fra et tidspunkt, der ligger før anmeldelsen af arbejdsskaden eller før anmodning om genoptagelse af sagen. 

Reglerne er ikke ændret for arbejdsulykker sket eller erhvervssygdomme anmeldt før 1. juli 2024.